Ingen konkurrence på MMS-priser i Danmark

Ingen konkurrence på MMS-priser i Danmark

Meget tyder nu på, at prisen for MMS i Danmark generelt bliver ganske pebret. Og priserne er påfaldende ens.

Telia, Sonofon og senest TDC Mobil har i dag nøjagtig samme pris pr. MMS: 3 kroner pr. stk. Hos Orange er prisen ikke meldt ud, men angives på Orange's hjemmeside til “under 5 kroner pr. stk. efter sommerferien”. Her på Mobil gætter vi på, at prisen ender på…ja, 3 kroner pr. stk.

Der er heller ikke megen hjælp at hente hos discountselskaberne. De er nemlig afhængige af priserne fra de store operatører.

Senest har lavprisselskabet Telmore lanceret MMS. Og her sparer man kun 25 øre pr. besked i forhold til TDC Mobil – MMS koster nemlig 2,75 kroner pr. stk. hos Telmore.

Ifølge Telmore så skyldes den høje pris, at netop TDC Mobil kræver sig dyrt betalt for at levere MMS-service til andre teleleverandører, som bruger TDC's mobilnet.

Hvis man håber på hjælp hos lavprisselskabet CBB, så tro om igen. Prisen pr. MMS er….ja – helt rigtigt gættet – 3 kroner pr. stk.