Intel: Ingen MeeGo-mobiler før 2011
Da Nokia annoncerede planer om at erstatte Maemo med MeeGo i fællesskab med Intel, forventede mange mennesker at den finske mobilproducent hurtigt ville være klar med en MeeGo-mobil. Den dag i dag venter vi stadig, og en udtalelse fra Intel tyder på at vi skal vente endnu længere.
Doug Fisher, der er Vice President i Intels Software og Solutions Group og General Manager i Intels Systems Software Division, fortæller i en udtalelse at man indtil videre har overholdt tidsplanen og at der ikke vil komme nogle MeeGo-mobiler før i 2011. Det kommer altså også til at gælde Nokias kommende N9, der skal være den første Nokia-mobil med MeeGo.
Det samme gælder MeeGo-tablets, der ikke vil komme før i 2011. Den tyske WeTab var dog en undtagelse, men ifølge Fisher er den stadig kun tilgængelig gennem forudbestilling.
Fisher fortæller desuden at Intels udviklerprogram har produceret mere end 1.000 applikationer til MeeGo og at de distribuerer værktøjer, der gør det let at portere programmer fra f.eks. iOS til MeeGo.