Intet Google Play-gavekort i Danmark

Google har nu officielt præsenteret sine gavekort til Google Play - desværre kan man kun købe dem i USA ved lanceringen.

Intet Google Play-gavekort i Danmark

Apple har solgt millioner af sine populære iTunes-gavekort, der giver adgang til køb af bl.a. musik og apps, og nu vil Google også lege med. Derfor har man nu introduceret gavekort til Google Play – præcis som de tidligere rygter har gået på.

Gavekortene vil som udgangspunkt ikke være at finde herhjemme. Google har desværre valgt at lancere gavekortene eksklusivt på det amerikanske marked, men vi håber naturligvis at det vil blive muligt i flere lande med tiden.

Med et gavekort vil amerikanerne kunne købe musik, film, bøger, programmer og spil fra Google Play. Det er markant mere end hvad vi kan bruge butikken til herhjemme, men også dette ændres forhåbentlig inden for den nærmeste fremtid.

Man vil også kunne bruge gavekortene til in-app køb, men ikke til at abonnere på indhold fra Play.

Gavekortene vil komme i tre varianter med en værdi af enten $10, $25 eller $50. Ved lanceringen skal de kunne købes fra GameStop, RadioShack og Target.