“iPad 3 kommer i næste måned”
Den japanske blog Macotakara har angiveligt snakket sammen med dele af Apples leverandørkæde, og er kommet i kontakt med kilder i USA, der fortæller at Apple med høj sandsynlighed vil holde et arrangement i starten af februar, hvor iPad 3 skal præsenteres sammen med iOS 5.1.
Apple er allerede godt i gang med at teste iOS 5.1, og udviklere kan også afprøve den offentlige betaversion. Vi forventer at Apple vil være klar med en endelig version inden for de næste par måneder.
Specifikationerne på den kommende iPad 3 er naturligvis endnu ikke bekræftet, men rygterne lyder på en skærm i samme størrelse, men med en skærmopløsning på 2048 x 1536 pixels – altså hele fire gange flere pixels end i de nuværende modeller.
Prisen på den kommende iPad 3 kender vi endnu ikke, men spekulationer lyder på at det bliver i omegnen af den nuværende iPad 2. Introduktionen af iPad 3 vil unægteligt også betyde, at prisen vil falde på den ældre model – formentlig med omkring 500 kroner.