iPad solgt i 3 millioner enheder – på 3 døgn
Da Apple lancerede den tredje generation af iPad – den såkaldte "nye iPad" med Retina-skærm – lykkedes det, at sælge 1,5 millioner enheder af WiFi-versionen i løbet af lanceringsweekenden.
Denne tidligere rekord er nu overgået af iPad Mini og fjerde generation af iPad, der begge kom på gaden i fredags. På tre dage har de to nye iPad-modeller nemlig solgt i 3 millioner eksemplarer.
– "Vi har sat en ny rekord under lanceringsweekenden, og har praktisk talt solgt ud af iPad Mini. Lige nu arbejder vi med at producere nye enheder til at møde den fantastiske efterspørgsel," fortæller Apple-chefen Tim Cook i en pressemeddelelse.
GALLERI: Vi har iPad mini
Apple har ikke specificeret hvor mange af disse 3 millioner enheder, der var iPad Mini og hvor mange, der var fjerde generation af iPad.
I samme pressemeddelelse fortæller Apple desuden, at en stor del af de forudbestilte iPads er blevet levereret og at resten planlægges, at sendes ud senere på måneden.