iPAQ vil understøtte WLAN

iPAQ vil understøtte WLAN

iPaq Pocket PC H5400-serien. Det er navnet på den nye linie af iPAQ, fortæller velinformerede kilder om den nye serie, som vi allerede tidligere på måneden kunne løfte lidt af sløret for.

Der bliver virkeligt tale om en ny serie. For selv om mange af de tekniske funktioner er magen til 3900-serien – og PDA'en også baseret på Intels Xscale 400 MHz-processor – så er der flere store nyheder.

5400-serien vil blandt andet understøtte WLAN – trådløst bredbånds Internet. Og det gælder alle modeller i serien.

Den nederste del af iPAQ udstyres også med en lille scanner til fingeraftryk. På den måde sikres data i lommecomputeren, da kun autoriserede brugere får adgang til indholdet. Det er dog også muligt at slå scanneren fra og erstatte den med en PIN-kode på fire tal.

En anden nyhed er, at der bliver mulighed for større intern hukommelse end 64MB, hvilket er grænsen i 3900-serien i dag. Hvor stor hukommelsen bliver, vides dog ikke.

Der er i øvrigt også indbygget Bluetooth i nogle af modellerne i den nye serie, som ventes at komme på markedet i USA i slutningen af året.