iPhone 3G koster 815 kroner
Ifølge Apple selv er prisen på den nye iPhone 3G halveret i forhold til den gamle model. Selvom det måske nok er lige at tage munden for fuld, idet der også skal tages højde for prisen på det tilhørende abonnement, ser prisen på den nye iPhone alligevel ud til at være faldet. I hvert fald for Apple.
I sidste måned kom iSuppli med deres bud på, hvad materialerne til en iPhone 3G kostede Apple. Og de har nu været i gang igen efter at have set hvilke komponenter, iPhone 3G rent faktisk består af. Ifølge deres nye opgørelse, løber materialeomkostningerne til en iPhone 3G 8GB op i 174 dollars, eller hvad der svarer til cirka 815 kroner, hvilket er næsten præcis samme pris, som de i sidste måned kom frem til. Til sammenligning skulle den tilsvarende gamle model have koster cirka 53 dollars, eller hvad der svarer til 248 kroner, mere for Apple i juni sidste år.
Apple skal dog også betale for fremstilling, licenser, distribution og så videre, så selv Apple må nok slippe mere end 815 kroner samlet for en iPhone 3G.