iPhone 3G S koster 950 kroner at fremstille

Den helt nye iPhone 3G S er allerede blevet skilt ad og kigget efter i sømmene. Den samlede pris for delene lyder på 950 kroner.

iPhone 3G S koster 950 kroner at fremstille

Computere kan i dag med mere eller mindre lethed selv samles, og prisen for hver enkelt del er derfor forholdsvis nem at gennemskue, hvis man er forbruger. Sådan forholder det sig ikke på mobilmarkedet, hvor prisen for at fremstille en mobiltelefon oftest er meget svær at gennemskue.

Firmaet iSuppli har derfor specialiseret sig i at skille mobiltelefoner ad, for at se hvor meget delene egentlig koster. Denne gang er det gået ud over den nye iPhone 3G S, der er blevet skilt ad i stumper og stykker. Den samlede pris anslås til at være på 178,96 dollars, eller hvad der svarer til cirka 950 kroner. Dette er omkring 25 kroner mere end iPhone 3G kostede at fremstille for et år siden, mens det er over 200 kroner mere, end iSuppli anslår at det koster Palm at fremstille deres model Pre.

Man skal dog huske på, at disse priser kun tager højde for delene og selve fremstillingsprocessen, men ikke ting som software-udvikling og distribution.

Kilde: iSuppli