iPhone 5 virker ikke på TDC’s 4G-netværk
iPhone 5 rammer det danske marked den 28. september, men er du TDC-kunde, kan du ikke udnytte dens 4G-muligheder, selvom TDC har 4G-netværk.
I Danmark har 3 og Telia 4G-netværk over 1800 Mhz frekvensen, hvilket iPhone 5 understøtter. Den understøtter derimod ikke 2600 MHz-frekvensen, som TDC bruger.
"Det er tilfældigheder, der har gjort, at TDC ikke er kommet med på de rigtige frekvenser," siger Bernd Reul, underdirketør i TDCs teknologiske afdeling.
Han hæfter sig i stedet ved, at iPhone som noget nyt kommer med DC-HSDPA-understøttelse og dermed teoretisk kan downloade med op til omkring 42 Mbit/s – og så er ikke er langt op til 4G/LTE-hastighederne, understreger han.
Forskellen for 3G og 4G ligger ikke kun i hastigheden, men også i den reaktionstid eller ping-hastighed, som de to typer netværk arbejder med. Ifølge Bernd Reul, så vil man ved helt almindelig websurfing godt kunne mærke forskel, og reklamer på diverse hjemmesider vil være det tydeligste sted at se forskellen. Han anser dog ikke denne forskel som værende noget den almindelige forbruger kommer til at mærke.
"Når man surfer på sin mobil ender man ofte på mobil-tilpassede sider, hvor der ikke i samme grad er store og tunge elementer, og så vil forskellen på oplevelsen være minimal," siger han.
Man kan naturligvis heller ikke udnytte 4G på Telenors netværk, når den sættes til salg i Danmark, da de først er klar med 4G omkring årets udgang eller i starten af 2013.
Telenors 4G-netværk vil køre på 1800 MHz-frekvensen og er dermed også velegnet til den nye iPhone 5.
”Vi ser frem til at lancere både 4G-netværket, den nye iPhone 5 og andre 4G-parate smartphones og tablet pc’er, som formentlig vil komme i løbet af 2013. Og vi glæder os selvfølgelig over, at vores 4G-netværk kører på iPhone 5-frekvensen,” siger Mattias Ringqvist, direktør for Telenors privatkundedivision.