iPhone kan meget snart vise Flash

En ny internetbrowser, der understøtter Flash-baserede videoer, skulle dukke op på App Store i løbet af nogle dage. Apple har allerede godkendt den.

iPhone kan meget snart vise Flash

Apple med Steve Jobs i spidsen er kendt for at være indædte modstandere af Adobes Flash-format på håndholdte enheder som iPhone og iPad. Men en ny internetbrowser har fundet en snu vej udenom.

Godkendt efter to måneder

Internetbrowseren Skyfire, der har Flash-understøttelse og allerede findes til Android, Symbian og Windows Mobile, blev sendt til Apple for at blive godkendt til App Store for to måneder siden. Og nu har Apple så endelig valgt at godkende den.

Ingen spil kun video
Skyfire undgår Apples Flash-forbud ved at konvertere Flash-videoer på sine servere og sende dem til mobilen i HTML5-format. Det betyder dog også, at man for eksempel ikke kan spille Flash-baserede spil, men altså godt kan streame Flash-baseret video.

Skyfire skulle blive tilgængelig i App Store inden for de kommende dage til en pris på cirka 20 kroner.

Kilde: AppleInsider