iPhones 3G-chip kan bruges til 5-megapixelkamera
Udviklerne bag ZiPhone hævder, at de har fundet ud af, hvilken 3G-chip Apple vil anvende i en kommende 3G-iPhone, der ifølge flere forlydender lanceres indenfor to måneder.
Ved at rode rundt i koden i iPhone 2.0 opdagede udviklerne referencer til “SGOLD3”. SGOLD3 refererer ifølge dem til tyske Infineons S-GOLD3H, en videreudvikling af den Infineon-chip, der sidder i den nuværende iPhone.
Udover at understøtte W-CDMA og HSDPA, altså turbo-3G, så er der andre muligheder med den nye chip, som Apple måske vil udnytte. Blandt andet mulighed for at optage video og føre videosamtaler samt indbygget understøttelse af kameraer med op til 5 megapixels. Spørgsmålet er så, om Apple vover springet fra de to megapixel, den har nu, til fem megapixel, når 3G-versionen kommer.