iPhones batteritid imponerer
Apple har måttet lægge øre til hård kritik omkring batteriet. Tilsyneladende skulle det kun kunne holde til 300-400 opladninger, så den reelle leve tid for batteriet er omkring et år. For at skifte batteriet skal man lade Apple gøre det, da det er en kompliceret sag selv at gøre. Prisen for det, løber op i ca. 600 kroner.
Hvor mange opladninger batteriet kan klare, kan vi af gode grunde kun gisne om. Derimod kan vi teste, hvor mange timers tale, der er i én fuld opladning, og her ser det godt ud. Producenten oplyser selv, at et fuldt opladet batteri rækker til 8 timers tale. Det er i sig selv flot, men vores test af batteriet viser flottere tal – vi kan nemlig se, at det rækker til 9 timer og 21 minutters tale.
Sammenlignet med en række nye konkurrenter på markedet er det lang tid. F.eks. viser vores test, at taletiden i LG Prada kun er 3 timer og 20 minutter på et fuldt batteri, mens HTC Touch kan presse sig op på 4 timer og 36 minutter. En mobil som Nokia N95 rækker til 4 timer og 31 minutters taletid.
Du kan læse en stor test af Apple iPhone i det nye nummer af Mobil, der på torsdag kan købes i kiosker over hele landet.