Islændinge powershopper på dansk telemarked
Konkurrenterne er først og fremmest TDC og Global Connect, når det danske erhvervstelemarked skal overvindes af Siminn, det tidligere islnadske telemonopol Iceland Telecom. Siminn går dog langt uden om privatkunderne, skriver Børsen.
Islændingene har gennem det sidste års tid overtaget flere mindre danske udbydere af erhvervstelefoni, nemlig Webpartner, Ventelo Danmark, Businessphone, CTI Billing, og Prime Networks. Desuden indgår it-selskabet Sirius IT, der tidligere var en del af den finske gigant TietoEnator.
De fem teleselskaber blev til sammen erhvervet for en lille halv milliard kroner, og bringer Siminns samlede danske stab op på 66 medarbejdere.
Selvom der er et stykke vej op til TDC, lægger ledelsen ikke skjul på, at det er den danske gigant, man ser som hovedudfordringen, når det gælder konkurrenter.
– Vi ser særligt TDC samt Global Connect som vores store konkurrenter på erhvervsmarkedet, siger Rasmus Helmich, direktør for islændingenes danske aktiviteter, til Børsen.
Global Connect har ifølge Børsen gennemført omtrent samme strategi med opkøb af selskaber som V2Tel, Supertel og Foniris, der under navnet Supertel skal tage deres del af erhvervsmarkedet.
Den islandske powershopping er dog langt fra slut:
– Vi er klar til yderligere opkøb, og jeg vil intet afvise, hvis der dukker noget interessant op, siger Rasmus Helmich.