iTunes Match klar i yderligere 19 lande

Ingen lande i Norden får den nye tjeneste, der gør det muligt at streame hele dit musikbibliotek, når du er på farten. Det gør til gengæld 19 lande i Sydamerika og Europa.

iTunes Match klar i yderligere 19 lande

Det bliver desværre heller ikke muligt for os musikglade danskere i denne omgang at komme til at benytte os af den nye musiktjeneste iTunes Match.

Tjenesten er ellers lige blevet udrullet i 19 nye lande, 14 i Sydamerika og Holland, Estland, Letland og Litauen i Europa, og den virker nu i i alt 37 lande verden over.

Tjenesten udrulles i takt med at Apple bliver enige med de enkelte landes rettighedshavere om musikafspilningen fra skyen.
Herhjemme er det således KODA, der skal have forhandlet en aftale på plads på vegne af musikkens ophavsmænd, så disse sikres betaling for den musik, der leveres til afspilning i iTunes Match.

Tjenesten gør det muligt for brugere at streame hele deres musikbibliotek fra skyen, når bare det findes et sted i deres musikbibliotek og nummeret er blandt de 20 millioner sange, som ligger i iTunes Store. Når først musikken er blevet en del af din iCloud-konto, kan du lytte til den uanset, hvor lidt plads, der er tilbage på din 8 GB iPhone 4. Du kan have op til 25.000 sange liggende i iCloud. Kvaliteten er på 256 Kbps AAC, uantastet at din egen overspilning til din computer har været af ringere karakter.

Du kan læse mere om tjenesten på Apples hjemmeside, og så håber vi ellers bare, at der snart kommer gang i forhandlingerne mellem KODA og Apple, så vi også kan komme til at benytte tjenesten herhjemme.

HER kan du se den komplette liste over tilgængelighed i iTunes og iCloud.