Jabra Tour: Ny speakerphone til sikker kørsel
Bøden for ulovlig brug af mobiltelefon under kørsel er 1.500 kroner. Det afholder os tilsyneladende ikke fra at tale og sms’e løs med mobilen, mens vi kører.
De seneste tal fra Rigspolitiet viser en kraftig stigning i antallet af bøder for brug af håndholdt mobiltelefon under kørsel, hele 66 procent er det steget siden første halvår 2009 til første halvår af 2012.
Bruger du et bluetooth-headset eller en speakerphone, så kan du i hvert fald tale løs, mens du kører, uden at skulle bekymre dig om at få en bøde for det.
Headsetproducenten Jabra har allerede et par speakerphones på markedet og nu er de klar til at sende et nyt ud ved navn Jabra Tour.
Begynder-guide: Sådan taler du håndfrit med Bluetooth-headset
En Voice-knap giver direkte adgang til telefonens kommandofunktioner, så du kan modtage og foretage opkald ved blot at bruge stemmen. Caller ID oplyser om indgående opkald og status på den resterende batterilevetid. En stor volumen- og mute-knap gør, at du kan holde fokus på vejen.
Jabra Tour har en 3 watts højtaler, der leverer HD Voice-lyd. Den er ellers udstyret med forbedret støjreduktion, der skulle udelukke uønsket støj fra vejen, og gør at samtalerne lyder og opleves som ’live’-samtale.
Højtalertelefonen har en klemme, så den kan monteres på solskærmen. Vi kender funktionen Voice Guidance, der fint vejleder brugeren gennem opsætningsprocessen.
Jabra Tour slukker og tænder automatisk ved hjælp af en bevægelsessensor og undgår derved unødvendig standby-tid, så længe den ikke er i brug.
Den er i øvrigt udstyret med Bluetooth A2DP til trådløs streaming af for eksempel musik, podcast og vejvisning fra GPS-applikationer.
Jabra lover, at den giver 20 timers taletid og 45 dages standby. Der følger et mikroUSB-kabel med til opladning via PC og en universel biloplader, der passer til bilens lighterstik.
Jabra Tour vejer 135 gram og måler 102,3 x 82,7 x 32,6 mm. Prisen er 599 kroner.