JBL Flip 2 – God lyd med rulledesign
JBL plejer at lave ret gode højtalere i klassen omkring 1.000 kroner. Betjeningen er ret ligefrem, designet i ret høj klasse, og der plejer at være et par sjove funktioner i beskrivelsen. Lyden plejer også at have et nogenlunde rimeligt niveau. De skiller sig aldrig rigtig ud i den fantastiske retning, men på den anden side er de heller aldrig helt i skoven.
Desuden plejer deres højtalere at have hørt om begrebet mellemregister, noget du ellers skal ret højt op i pris for at finde.
Set fra den synsvinkel er Flip 2 temmelig kedelig, for højtaleren kan hakke netop alle de punkter af.
Læs også: Test af tilbehør til smartphones
Designet er ret flot, selvom den runde form ikke har alt for store stopklodser til at forhindre, at den ruller væk. Lyden er præcis, som vi beskrev, og et samlet beskrivende ord, der dukker op i hovedet, er balanceret.
På den ene side er der lidt nymoderne ting (der ganske vist efterhånden burde være standard) i form af en NFC-chip til hurtigt at parre den sammen med Android- og Windows-telefoner.
Til den pris havde vi måske hellere set et batteri med bedre kapacitet end fem timer, men i denne prisklasse er det på den anden side kun et af to minuspunkter, vi finder.
Den anden negative ting er, at der slet ikke er noget fæste til en bærerem, selvom udformningen gør højtaleren ideel at hænge i en rygsæk eller lignende.
Navn: JBL Flip 2
Type: Bluetooth-højtaler
Opkobling: Bluetooth, aux, NFC
Batteritid: 5 timer
Hjemmeside: dk.jbl.com
Pris: ca. 900 kr.
Karakter: 7/10