Jeff Bezos’ dronespådom ramte helt ved siden af
Jeff Bezos, Amazons direktør, er blevet en af verdens absolut rigeste mennesker, da han formentlig er rigtig skrap til at forudse nye tendenser og muligheder. Men ind i mellem tager han også fejl. For eksempel når det drejer sig om brugen og udbredelsen af droner til levering af pakker.
Se også: Guide: Sådan køber du den rigtige drone
Jeff Bezos’ spådom om dronelevering var lige lovlig optimistisk
For cirka fire år siden udtalte han i det anerkendte og populære program 60 Minutes, at han forventede, at droner inden for de næste cirka 4 år i stor grad ville blive benyttet til at levere pakker direkte til folks fordør blot 30 minutter efter ordrebestilling.
Nye droneregler skulle godkendes af regeringen, men det ville virke, det ville ske og det ville blive rigtig sjovt, lød det optimistisk fra ham. Visionerne og tankerne er der ikke noget galt med, men meget tyder på, at der er lang vej endnu, inden droner bliver en standard leveringsmetode.
Amazon er i dag enormt store i USA, men her kræver droneflyvning, at dronen styres af en, der er inden for synsvidde af den – i hvert fald i bebyggede områder. Det vurderes ganske enkelt, at droner i dag er for farlige at benytte uden visuel kontakt og opsyn.
Se også: Priser på droner
Dronelevering bliver testet – også i byer
Der arbejdes dog stadig på at levere pakker med droner. For eksempel tester UPS at benytte droner til levering af pakker på landet, hvor der kan være lange afstande at køre. Tanken er, at UPS-chaufføren kan køre et sted hen med bilen for at levere en pakke, mens dronen flyver et andet sted hen for at aflevere en anden pakker – herefter mødes bil og drone så igen på halvvejen og på den måde kan man levere to pakker på to forskellige steder på én gang og spare for eksempel udgifter til benzin og slitage på bilen.
På Island er man også i gang med at teste dronelevering og det faktisk i bebyggede områder, hvor dronefirmaet Flytrex sammen med AHA, Islands største online markedsplads, har fået lov at teste levering af mad og produkter via droner i byer. De første test viser, at droner kan levere pakker og mad på 5 minutter, hvor det i hvert fald i myldretrafikken vil tage 25 minutter med bil. Pakken bliver så leveret på et tomt område i nabolaget, hvor et bud vil tage pakken det sidste stykke vej til den endelige destination, for eksempel til fods eller i bil.
Der sker altså noget på området for dronelevering, men inden der bliver tale om et globalt og mainstream-fænomen, der passer til Jeff Bezos’ visioner, går der formentlig nogle år endnu.
Se også: Nyheder om droner