Jeg tror ganske enkelt ikke på det!

Jeg tror ganske enkelt ikke på det!

Nokia får for alvor kærligheden at føle for tiden. Den ene historie om dårlige Nokia-modeller afløser næsten den anden.

Sagen kulminerede i denne uge, hvor et tysk TV-program “Plusminus” kunne vise fejlrater på rigtig mange mobiltelefoner fra Nokia. En forsikringssælger har endda overfor det tyske blad “Handelsblatt” udtalt, at man ikke vil forsikre Nokia med fejlagtigheder mere, fordi fejlraten på bl.a. Nokia 3310 er helt oppe på 70%.

Det er tal, som Mobil har forsøgt at få bekræftet hos de danske mobiltelefonforhandlere og serviceværksteder. Men forgæves. Ingen af de forhandlere, som Mobil har talt med, genkender en så høj fejlrate, det samme gælder de firmaer, der tager sig af serviceringen af Nokia-telefoner. Selv ikke teleanalytikere, som Mobil har talt med kan genkende de tal. De tror tværtimod at der nærmest er gået sport i at svine Nokia til.

På vores svenske søstermedie Mobils website, kunne man i går læse om en anonym svensk butikschef, der kunne berette om 60% fejlrate på visse Nokiamodeller.

Nu vil jeg nødig være lyseslukker. Men jeg synes altså godt, at man kan forlange, at personer der kommer med sådanne påstande står frem med navn. Ellers kan alle og enhver jo påstå det. Og så farlig er Jorma Olilla og Co. fra Nokia vel heller ikke.

Jeg tror ganske enkelt ikke på, at fejlraten er så høj, som rygterne siger. De samme rygter, der siger at Siemens fejlrate til sammenligning er 3 %. Det passer uden tivl. Men jeg tror også, at man skal finde Nokias fejlrate mellem 3 og 15%. Hvis det virkelig skulle være sandt, at fejlraten er 70% kunne Nokia ligeså godt give sig til at lave gummistøvler ígen. For så kunne de ikke lave andet end at reparere mobiltelefoner.

Nokia er verdens største mobilproducent. Derfor står man forrest, når øretæverne deles ud. Jeg tror også, det er derfor at Nokia tager sagen roligt.

Og så er det i øvrigt som om mobiltelefoner af i dag skal kunne holde til hvad som helst. Pas dog på tingene. Det er varm elektronik vi flytter rundt på hver dag. Tænk hvis vi udsatte vores digitalkamera eller digitale videokamera for samme behandling. De ville ikke holde til halvt så meget.

Og nej. Jeg har ikke en Nokia-telefon i øjeblikket! Men jeg ville ikke betænke mig på at købe en. Faktisk har jeg haft masser af Nokia-telefoner, lige fra 1011, over Ericsson og Siemensmodeller. Og den eneste telefon, der nogensinde er gået i stykker for mig er en Ericsson R320s!

Med venlig hilsen

Brian Dixen, med ret til at være kritisk over for nyheder!