Jyske Bank: Godt, Nokia dropper Symbian
N8 skulle blive sidste model med Symbian som styresystem i Nokia N-Serie – fremover tager det nye MeeGo over.
Meldingen er interessant for både Nokias kunder og selskabets aktionærer. Historien fik således Jyske Bank til at udsende en kommentar om, at man fastholder købs-anbefalingen på Nokia-aktier.
Et kæmpe plus
Banken påpeger, at der længe har været forvirring om, hvorvidt Nokia vil understøtte to styresystemer til telefonerne i N-serien:
-Rent udviklingsmæssigt er det vores opfattelse, at det både er billigere og hurtigere for Nokia at udvikle MeeGo styresystemet – hvilket vil være et kæmpe plus (historisk har Nokia desværre været al for langsom til at reagere på de nye trends i markedet), hedder det i Jyske Banks kommentar.
En del spørgsmålstegn
MeeGo styresystemet er dog endnu ikke set i en mobiltelefon, hvilket ifølge Jyske Bank godt kan sætte spørgsmålstegn ved kvaliteten af styresystemet og ikke mindst opbakningen hos de uafhængige udviklere:
-Desuden kan man også frygte, at Nokias beslutning skyldes, at de er stødt ind i nye problemer med Symbian^3 og dermed N8?, bemærker bankens analytiker Robert Jacobsen.
Banken understreger, at Engadget-historien foreløbigt er på rygteplan, men forventer en formel bekræftelse fra Nokia indenfor de nærmeste dage.