Kadavertegn til musik
Det er dejligt at slippe for ledninger til høretelefoner, for det ender altid med at man ved et uheld kommer til at flå høretelefonerne ud af ørene. Så opfandt man Bluetooth, og der var et problem mindre i denne verden.
Jabra derimod præsenterer nu et sæt høretelefoner, som ganske vist har Bluetooth, men det har også ledninger plus et kadavertegn, et dog tag, et hundetegn (kært barn har mange navne) til at hænge om halsen. Der er tale om stereoheadsettet BT3030, som kan streame musik i stereo og bruges til samtaler.
Kadavertegnet fungerer som Bluetooth-forbindelsen til telefonen, og headsettet sættes i kadavertegnet, og vupti, så kan man, efter at musikken først er blevet overført trådløst og herefter gennem ledningen, lytte til ens musik på mobilen. Batteritiden rækker til syv timers musik og otte timers tale.
Undertegnede kan da godt se det seje i at gå rundt med et kadavertegn (bare selve ordet hører til på min top ti-liste over seje ord), men det er ikke den mest praktiske løsning, vi har set til at streame musik trådløst med.
Skulle BT3030 alligevel friste, så kan man i slutningen af oktober købe det for 699 kroner.