Kæmpebøde for mobilfusk
Dommerens hammer faldt hårdt og kontant, da en midaldrende nordjysk mand i dag blev dømt for mobilfusk. Retten i Fjerritslev idømte ifølge DR Nordjylland manden 370.000 kroner i bøde. Og seks måneders betinget fængsel. Manden skal samtidig tjene samfundet i 160 timer.
Manden, der kommer fra Brovst, får dommen for at have købt 224 billige mobiltelefoner. Dem solgte han videre til en forhandler i Silkeborg. Problemet er bare, at manden aldrig betalte abonnements- og oprettelsesudgifterne til TDC Mobil og Sonofon. Og skattevæsenet fik heller ikke skat og moms fra videresalget af de mange telefoner.
Udover kæmpebøden så kan manden nu også se frem til at skulle betale 325.000 kroner i erstatning til de to mobilselskaber. De vil nemlig forsøge at kradse deres tilgodehavender ind ved en civil retssag næste år.