Kamera-clash: N82 vs. G800

Efter vi har fået Samsung G800 ind på redaktionen, har vi hængt os i de små petitesser. Vi vil gerne se, hvor meget en optisk zoom egentlig gør for det mobile kamera. Se alle billederne her!

Kamera-clash: N82 vs. G800

Samsungs nyeste 5-megapixelmobil hedder Samsung G800 og den skiller sig ud fra mængden ved at have 3 x optisk zoom. Den har ikke haft det nemt de første par dage her på redaktionen, hvor vi virkelig har begravet os i kamerafunktionerne. Vi ville finde ud af, hvordan kvaliteten nu en gang er på både billede- og zoom-kvalitet, når det kommer rigtig optisk zoom ind i et mobilkamera.

For at kunne have noget at sammenligne med, har vi sat den op imod en anden kendt 5-megapixelmodel, nemlig Nokia N82. Den har 5 megapixel, autofokus og Xenon-blitz – det samme som G800. Forskellen er bare, at Nokia N82 ikke har 3 x optisk zoom. Men gør det virkelig så meget?

På det første billede er motivet uden zoom. Det er taget fra samme punkt, og begge kameraer er sat i højeste opløsning og i bedst mulige kvalitet. Her kan man se, at der er mere farve og skarphed med N82s kamera, mens G800 virker noget grumset i lyset.

Det ovenstående billede har vi zoomet helt ind med N82, og kun brugt de 3 x optisk zoom på G800. Her kan vi se, at vi faktisk er kommet noget tættere på med N82, mens G800 virker noget skarpere. Og for at holde det op imod hinanden, har vi zoomet ind på maleriet i bunden af billedet.

Her er det tydeligt at se, at den optiske zoom, som Samsung G800 benytter sig af, virkelig gør en stor forskel i kvaliteten på billedet. Vi får alle konturerne og farverne med. De hvide tænder på maleriet er helt forsvundet på Nokia N82, og hele højre side af maleriet er udtværet i en mørk og grumset farve.

Yderligere formåede Samsung G800 at zoome betydeligt længere ind ved hjælp af en digital zoom. Hele 12 x zoom fik vi ud af positionen fra øverste billede. Og selv her er kvaliteten okay og egentlig ikke så udtværet, som man kunne frygte. Billedet skal selvfølgelig ikke blæses op i en stor størrelse.

Til sidst har vi taget et billede med bedst mulig belysning. Det er taget håndholdt for at se nærmere på autofokusen, der tidligere har voldt os problemer med G800. Igen ser vi, at farverne er skarpere på Nokia N82 – måske næsten for skarpe, mens G800 viser en mere lys farve i stedet. Dog gør det også noget ved fokusen, som man kan se på bananens top. Her er G800 utrolig grumset i fokusen, mens Nokia klare det bedre.

I bund og grund er begge mobiler et godt bekendtskab som kameramobiler. Hvad Nokia N82 mangler i zoom, komplementerer den i stedet for i skarphed og farve – næsten for meget farve visse steder, når ret skal være ret. Derimod har Samsung G800 et vist problem med at følge med, når det gælder fokusen. Det er selvfølgelig i mindre petitesser, hvor helheden i billedet ikke mister fokus.

Som en anderledes slutning vil vi ikke udnævne en decideret vinder i denne test, selv om vi selvfølgelig har vores mening om resultatet. Vi vil hellere lægge udnævnelsen over på jeres skuldre, så jeres meninger også kan komme med i indtrykket. Hvilken af de to mobiler synes du, tager de bedste billeder?