Kameraduel: HTC Sensation vs. Samsung Galaxy S2
HTC Sensation og Samsung Galaxy S2 høster først og fremmest opmærksomhed for de store skærme og deres dualcore-processor, men begge modeller er faktisk også udrustet med et glimrende kamera.
Begge telefoner har 8-megapixelkamera og autofokus. HTC Sensation har dual LED-flash, mens Galaxy S2 kun har LED-flash, så på papiret har Sensation en kraftigere blitz.
Begge har ellers billedstabilisator, touch-fokus, makro og ansigtsgenkendelse samt geo-tagging. På videofronten kan både HTC Sensation og Samsung Galaxy S2 optage video i fuld HD med 1080 med 30 billeder per sekund.
Øverst i artiklen kan du se masser af billeder skudt med de to modeller. Der er tilføjet en kort billedtekst til hvert billede.
Udendørs er det meget svært at se forskel på billeder skudt med de to mobiltelefoner, når vi flytter dem over på computeren – også når vi laver 100 procent beskæring. Vi blev faktisk noget forbavsede over, at Sensation kunne matche Galaxy S2, for når vi så billederne på de respektive modellers skærme, så så de betydeligt bedre ud på Galaxy S2. Billedet fremstod skarpere og med langt klarere farvegengivelse.
Er man til makro-billeder, altså billeder hvor man går rigtig tæt på et objekt for at få anderledes og flotte billeder, så må der også siges at være dødt løb mellem HTC Sensation og Samsung Galaxy S2
Der, hvor Galaxy S2 til gengæld slår Sensation, er på blitz-fronten. Galaxy S2 lyser op, inden billedet bliver taget, så telefonen kan fokusere og så man faktisk kan se, hvad man tager billede af. Det betyder, at man kan tage ganske skarpe billeder i mørke med Galaxy S2.
Sensation lyser derimod ikke op, inden det tager billedet. Det betyder, at den ikke ved, hvad den skal forkusere på, da den intet kan se, samt at man som fotograf ikke præcist kan vide, hvad man tager billede af. Det ender med næsten 100 procent sikkerhed i ufokuserede og slørede billeder.
Almindelige billeder skudt ved højlys dag samt makro-billeder er på stort set samme høje niveau, uanset om vi bruger HTC Sensation eller Samsung Galaxy S2. Når det gælder billeder skudt i mørke, er Galaxy S2 dog en tand bedre. Så skal vi have en af de to mobiltelefoner med på ferie for at forevige minderne, så falder valget på Samsung Galaxy S2.
Hold i øvrigt øje med mobil.nu de kommende dage, når vi bringer mini-dueller mellem HTC Sensation og Samsung Galaxy S2 på video.