Kan dette være Galaxy Note 2?
Samsung fortalte tidligere på måneden at man kommer med en ny mobiltelefon under teknikmessen IFA 2012. Meget tyder på at det handler om en efterfølger til Galaxy Note, og flere forskellige sider på nettet lader til at have samme opfattelse.
Med blot nogle få uger tilbage før den formodede annoncering, er der dukket et nyt billede op, som angiveligt skal forestille den nye generation af Galaxy Note.
Billedet viser en enhed med en hvid front og en stor, aflang hjem-knap i midten af bunden, skriver Phonearena.
Rygterne om Galaxy Note 2 går bl.a. på at den får en 5,5-tommer skærm med 1280 x 800 pixels. Skærmen skal være af typen Super AMOLED. Der har været rygter om at skærmen ville have en opløsning på 1080p, men det skulle være for batterikrævende.
LÆS OGSÅ: Vi har fået Galaxy Note 10.1 til test
En anden nyhed relateret til skærmen er, at den kommer til at bruge et traditionelt RGB-arrangement af sine pixels i stedet for den noget udskældte Pentil-matrix, som indebærer færre subpixels.
Rygtet siger at Samsung Galaxy Note 2 kommer med en Exynos 4 quad-core processor fra Samsung, og alle fire kerner skal have en hastighed på 1,5 GHz. Der snakkes også om at modellen får et kamera på 12-13 megapixels og at enheden kommer til at have forøget RAM.
Note 2 lanceres sandsynligvis med Android 4.0, men oplysninger går på at Samsung udruller en opdatering til Android 4.1 kort efter præsentationen.