Kilde: Facebook kommer med avislignende nyhedstjeneste til mobilen

En anonym kilde oplyser, at den sociale gigant Facebook arbejder på en ny app, der samler nyheder på en lignende måde, som det populære Flipboard gør.

Kilde: Facebook kommer med avislignende nyhedstjeneste til mobilen

Nyheds-appen Flipboard kan få hård konkurrence. Ifølge en anonym kilde arbejder Facebook nemlig med en lignende tjeneste, der skal komme enten som app eller som en mobil webside, skriver sitet re/code.

Navnet på den nye app siges at være Paper, og tjenesten skal grundlæggende være en nyhedslæser.

Det betyder, at Paper vil indsamle nyheder fra forskellige kilder for dig, for derefter at pakke dem i et flow – præcis som det populære Flipboard gør.

”Avislignende læseoplevelse”

Til forskel fra Flipboard, hvis flow har et design, der minder om, hvordan et magasin ser ud, skal Paper have et mere ”papirlignende” format. Vi må antage, at ”paper” i denne sammenhæng henviser til ”newspaper”, det vil sige engelsk for avis.

Den anonyme kilde hævder, at Paper kan komme allerede i januar. Facebook har endnu ikke be- eller afkræftet, om den nye tjeneste eksisterer som projekt.