Kindle 3 test

Tredje generation af Amazons e-bogslæser er både tyndere og billigere end sine forgængere.

Kindle 3 test

Apples iPad klarer mange forskellige opgaver og placerer sig i grænselandet mellem en komplet computer og en smartphone. Amazon Kindle har ikke den slags ambitioner – på godt og ondt. Kindle er bygget til at konkurrere med bøger og magasiner i papir, men er ikke et alternativ, når det gælder web, mail, apps eller video.

Kindle har en skærm med såkaldt elektronisk blæk. Det er en teknik, der har helt andre egenskaber end TFT- eller OLED-skærme. Man mærker allerede, når man tager enheden ud af æsken, at skærmen er speciel – den er nemlig ikke tom, men viser information om, hvordan man tilslutter kablet for at oplade batteriet. Det elektroniske blæk bruger kun energi, når skærmbilledet ændres, så selv når Kindle er slukket, vises et statisk billede. Desværre er skærmen sort/hvid, men skarpheden er rigtig god – 167 pixel per tomme. Til sammenligning har en almindelig computerskærm ca. 100 pixel per tomme, og en iPad har 132.

Kindle klarer sig godt i konkurrencen – Samsung Galaxy Pad er stort set den eneste enhed, der kan matche, både når det gælder skærmstørrelse og antal pixel per tomme. Totalt set kommer Kindle ret tæt på papir, når det gælder læseoplevelsen. Baggrunden er lysegrå, så kontrasten er ikke lige så høj som mellem tryksværte og hvidt papir, men det er kun i ekstremt dårlig belysning, den forskel har nogen betydning. Skærmen på Kindle har ingen egen lyskilde, så det skal klares på en anden måde. Lidt upraktisk, når man vil læse om aftenen, men til gengæld er Kindles skærm utroligt god udendørs.

Reflekser dæmpes effektivt, og skærmen har perfekt læsbarhed, også i solen.

Let at komme i gang

Det er enkelt at komme i gang og fylde Kindle med indhold. Ved levering er enheden koblet til bestillerens konto på Amazon, så man kan købe bøger med et tryk på en knap uden at skulle udfylde kontonummer eller andre oplysninger igen. Praktisk, men samtidig vigtigt at have i baghovedet, hvis man låner enheden ud. Startskærmen har et mildest talt simpelt udseende med tekstlinks til bøger og andre filer i enheden.

Via menuknappen finder man linket ”Shop in Kindle Store”. Hvis der ikke er noget bekendt trådløst netværk i nærheden, får man mulighed for at logge ind, men når det er gjort, loader boghandlen hurtigt. Kindle findes også i en variant med indbygget 3G-modem. Den koster cirka 350 kroner mere end Wi-Fi-varianten, som vi tester her, men så har 3G-versionen et indbygget SIM-kort, der fungerer i stort set alle lande. Nogle europæiske lande mangler dog på listen, for eksempel Estland, Letland, Litauen og Cypern. Når man køber en bog, indgår ”Free international delivery”. Det indebærer, at dataoverførslen indgår, uanset om man benytter 3G eller Wi-Fi.

Hver Kindle har en egen mailadresse, men der er ikke et mailprogram i traditionel forståelse. Mailadressen er en enkel måde til at sende indhold til enheden, og de mest almindelige filformater understøttes – for eksempel pdf, doc, docx og txt. Selve beskeden får man ikke at se på sin Kingle, men de tilføjede filer gemmes i enheden og kan læses på samme måde som de bøger, man køber. Hvis man bruger 3G-versionen og er koblet op via mobilnettet, opkræver Amazon penge for dataoverførslen, når man mailer egne filer – cirka 1 krone per megabyte. Ikke et voldsomt beløb, kan man mene, men reglen er, at hver fils størrelse rundes op til hele megabyte, så selv små filer koster mindst en krone at sende.

Kindle har også en webbrowser, men den fungerer dårligt og findes kun af én grund – at det skal være muligt at logge ind på visse trådløse net. Udover mailfunktionen er der mulighed for at kopiere filer til Kindle via USB. Hukommelsen dukker op som en lagringsenhed, så der skal ikke bruges nogen drivere. Man kan også lagre lydbøger og musik i hukommelsen, og Kindle har et almindeligt 3,5 mm-stik til høretelefoner, men afspilleren er meget simpel, og en almindelig mobil er bedre på alle måder, når det handler om at afspille lyd. Kindle har en talesyntese, der kan læse tekster op, men sammenlignet med en rigtig lydbog er det utroligt trættende at høre på computerstemmen.

Med tastatur
Under skærmen er der et qwerty-tastatur. Vi tror, at tastaturet hovedsaglig skal bruges til at skrive søgeord, men der er også mulighed for at tage notater koblet til et særligt afsnit af en bog. Løsningen til at skrive tal og andre tegn er meget omstændelig. ”Sym”-knappen åbner en menu, hvor man skal trykke sig frem til det rette tegn med firvejsknappen. Kindle har et svar på papirverdens overstregningstusch. Ved at flytte markøren til et ord, trykke på midterknappen og derefter flytte markøren frem til et stoppunkt, har man lavet en markering. Desværre ses de grå markeringer i Kindle slet ikke lige så tydeligt, som tuschernes neonfarver.

Længst nede på skærmen findes et statusfelt, der normalt viser positionen i bogen, men her dukker der også tips frem, afhængigt af hvilke knapper man trykker på – for eksempel påpeger enheden, at man kan poste et markeret afsnit på sociale netværk ved at trykke alt+enter. Alle noter og markeringer synkroniseres til kontoen på Amazon, så de også kan nås fra computeren. Knapperne, der skifter side, når man læser, sidder i kanten af læseren. Der er en identisk opsætning på hver side, så man kan holde Kindle med både venstre og højre hånd. Den største knap bladrer fremad og den lille knap bakker. At skifte side tager omkring en tiendedel sekund, og skærmen bliver helt sort, inden det nye indhold dukker op. Den blinken er lidt irriterende i begyndelsen, men man vænner sig hurtigt til det.

Boghandlen i Kindle har en god opsætning. Alt indhold er inddelt i tre kategorier – bøger, tidsskrifter og dagblade. Der er også en topliste over de bedst sælgende værker og en nyhedsside. Længst nede på boghandlens startside vises også anbefalinger baseret på det, man tidligere har købt. Udbuddet er helt domineret af engelske titler, men der er også bøger og en håndfuld forskellige tidsskrifter på tysk, fransk og spansk.

Det virker som en strålende idé at abonnere på et tidsskrift eller avis i ebogslæseren, men desværre er de fleste af dem reduceret til tekstindholdet, og som Kindle-læser bliver man altså snydt for stort set alle billeder, tabeller og anden grafik. At købe en avis – jeg prøvede The Times – som løsnummer koster omkring 10 kroner, så prisen er lidt høj med tanke på, at man mister en stor del af indholdet. At navigere i en avis fungerer fint. Knapperne til at bladre fungerer som sædvanligt, men man kan også hoppe til næste artikel ved at trykke til højre på firvejsknappen. De fleste aviser har også en tydelig inddeling i afdelinger – for eksempel leder, nyheder og sport – og man kan skimme artiklerne i rubrikform ved at markere tallet med antallet af artikler i listen over afdelinger. Ikke helt intuitivt, men meget brugbart, når man har fundet funktionen. En anden nyttig finesse er den indbyggede ordbog. Støder man på et ukendt engelsk ord, skal man bare flytte markøren til det svære ord for at få en forklaring.

For dårlig zoom
Til højre for spacetasten er der en knap med indstillinger til læsbarheden. Her kan man justere tekststørrelse, skrifttype, linjeafstand og marginaler. Alle indstillinger er dog ikke tilgængelige for alle typer indhold. Pdf-filer har fast layout, og Kindle kan ikke ændre marginalerne eller længden af linjerne, så det er svært at finde en indstilling, der gør teksten læsbar samtidig med, at der kan være en hel linje i bredden. At skulle scrolle både vandret og lodret, når man læser, er ikke særlig praktisk.

Vi savner en mulighed for automatisk at zoome marginerne væk – det havde gjort det meget lettere at læse pdf’er. De faste indstillinger med sidebredde på enten 100, 200 eller 300% zoom gør, at der enten kommer brede hvide marginaler og mikroskopisk tekst, eller linjer der er for lange til skærmen. Indhold fra Amazons boghandel eller rene tekstfiler fungerer dog uden problemer – her tilpasses linjerne efter tekststørrelsen, og man kan udnytte skærmen maksimalt.

Meget er sket siden den første generation af Kindle, der kom i 2007. Tykkelsen er halveret, og prisen er nede på en tredjedel. Vil du kunne købe bøger på dansk, er Kindle stadig ikke et alternativ – den fungerer ikke med kopieringsbeskyttede (drm) filer, men prisen er lav, og hardwaren er godt tilpasset til at læse romaner og andet indhold, der næsten udelukkende består af tekst. Kindle kunne godt bruge bedre zoom-funktioner for at kunne behandle indhold med tabeller, billeder og grafik på en ordentlig måde.