Kinesiske Meizu kommer til Europa

Den kinesiske mobilproducent Meizu vil begynde at sælge deres telefoner i Europa.

Kinesiske Meizu kommer til Europa

Vi skriver af og til om den kinesiske mobilproducent Meizu, hvis mobiler plejer at udmærke sig med bemærkelsesværdige specifikationer til prisen, og at de ikke kan købes herhjemme. Men det sidste bliver der måske snart gjort noget ved.

Ifølge sitet Cizchina har Meizu planer om at lancere deres mobiler i Europa under Mobile World Congress, der finder sted om cirka en måned.

Selskabets udtalte mål skal være at tilbyde mobiler med samme specifikationer som Samsungs topmodeller, men til 30 procent lavere pris. Selskabet er allerede gået officielt ud med, at de har tænkt sig at begynde at sælge deres telefoner på det amerikanske marked fra og med tredje kvartal 2014, men nu lader det altså til, at de kommer til Europa inden da.

Blandt Meizus telefoner finder vi blandt andet MX3, der er den første med 128 GB lagringshukommelse. Der er også rygter om, at Meizu har planer om en mobil med styresystemet Ubuntu Touch.

Om Danmark bliver et af de lande, hvor Meizu vil sælge deres mobiler, må vi vente og se.

Du kan læse mere om Meizu og deres telefoner her.