Klager over K700s batteritid
I følge specifikationerne har K700 8 timers taletid og 300 timers standbytid. Men det holder ikke – det er hvad læserne siger til Mobil.
– I følge de tests vi har foretaget, og som alle modeller går igennem, holder K700 målet. Men samtidig ved vi, at en del K700 ejere mener at batteritiden er for kort, lyder det fra Per Alksten hos Sony Ericsson.
Ting som screensaver og det, at mange bruger mobilen utroligt meget og skal prøve alle funktionerne kan være en faktor til, hvorfor batteritiden er så kort – her på Mobil har vi flere gange oplevet at skulle lade K700 telefonen hver nat.
– Da vi har flere kunder der har problemet, undersøger vi nu, om vi kan gøre noget for at afhjælpe problemet, fortsætter Per Alksten.
Kan der blive tale om, at man skal købe et nyt batteri?
– Det kan jeg ikke svare på, men det er sandsynligt at der bliver tale om en softwareopgradering, der gør at telefonen ikke bruger så megen strøm, lyder det fra Per Alksten.
Og netop en softwareopdatering kan meget vel løse problemet. Vi har flere gange testet prototyper af kommende produkter, hvor batteritiden har været helt i bund for så efterfølgende at få modellen softwareopdateret. Herefter har batteritiden været forbedret ganske væsentligt.