Køb busbilletten med din mobil

Det bliver nemmere at komme med busser og S-tog. Fra begyndelsen af det nye år skal man i hele hovedstadsområdet kunne betale billetten med mobiltelefonen. Men forhindrer det snyd?

Køb busbilletten med din mobil

Mens vi venter på det forsinkede og kritiserede Rejsekorts-projekt, hvor man med eet kort kan betale for sin transport i hele landet, så får rejsende i hovedstadsområdet en simpel måde at betale for sine billetter.

DSB, Movia og Metroselskabet har indgået en aftale med det danske firma Unwire, der vil opbygge en digital billetkiosk via mobiltelefoner.

Når busser, metroen eller s-toget ruller ind på stationen, så behøver man ikke længere lede efter klippekort eller stå i kø ved billetautomaten. I stedet finder man sin telefon frem, sender en sms, og modtager billetten via en sms. Billetten faktureres over telefonregningen.

Løsningen forventes på skinner i det første kvartal af 2009.

Selv om det kunne virke som om, at det nu bliver lettere at snyde med billetter, så er situationen faktisk den modsatte, fortæller administrerende direktør i Unwire, Peter Bredgaard.

Ifølge ham er den nye løsning meget mere sikker end den almindelige løsning. De offentlige transportmidler udstyres med administrationsmoduler, så kontrollører kan tjekke passagerernes billet – det vil sige den modtagne sms – der indeholder et unikt nummer, som en kontrollør hurtigt ville kunne bekræfte.

Det skulle desuden blive lettere for personer, der ikke jævnligt benytter det offentlige, at købe billet. For via telefonen behøver man kun at indtaste start- og slutdestination, hvorefter systemet selv finder det rigtige antal zoner.

Drevne gratister vil dog sikkert mene, at det bliver lettere at snyde sig til en billigere billetpris, fordi man kan vente med at bestille en sms-billet, til man spotter en kontrollør i toget eller metroen. Ifølge Unwire tildeles billetterne en tidskode, men firmaet ønsker af sikkerhedsmæssige årsager ikke at oplyse, om løsningen har en geografisk logning, så man kan se, hvor billetten er købt – og henviser til DSB for svar på såkaldte “trafikpolitiske spørgsmål”.

Det har ikke været muligt at få et svar fra DSBs ansvarlige på området inden deadline for at høre, hvordan man vil undgå denne form for snyd.

Unwire har tidligere i år indgået en lignende aftale med Stockholms Lokaltrafik i Sverige

TDC kører i øjeblikket et forsøg med lignende mobile betalinger i Odense. Her er det dog kun TDC-kunder, der kan få nytte af virtuelle billetter. I København er løsningen tilgængelig uanset hvilken teleoperatør man har.