Køb Samsung Galaxy S3 i stedet for Galaxy S4
Det er efterhånden nogle dage siden nu, at Samsung Galaxy S4 blev lanceret. Et spørgsmål, som vi har fået, er, om den er værd at kaste penge efter, specielt hvis man allerede har en Galaxy S3 i forvejen. I grove træk kan det være svært at argumentere for et køb af Galaxy S4, hvis man allerede har Galaxy S3, da det var småt med de store nyheder. Og Galaxy S4 bliver jo ikke lige frem billig med en pris på 5.200 kroner.
Og seneste udmelding fra Samsung selv bekræfter vores holdning til den sag. Samsung udtaler nemlig til PCMag, at Samsung Galaxy S3 på et tidspunkt vil få en række af de nyheder, der kom med Galaxy S4. Det drejer sig blandt andet en række af kamerafunktionerne som Dual Camera, muligheden for at optage lyd til hvert billeder samt en række af de nye kamerafiltre og effekter.
“Alt vi kan gøre, som ikke er afhængig af hardware som infrarød, vil vi helt sikkert også sørge for kommer til alle flagskibsmodellerne”, fortæller Samsungs vicedirektør for produktplanlægning, Nick DiCarlo til PCMag.
Det betyder så også, at en fjernbetjeningsfunktionen i Galaxy S4 ikke kan blive en del af Galaxy S3.
Faktisk kunne det også være en overvejelse værd at købe Samsung Galaxy S3 i stedet for Galaxy S4, hvis man absolut skal have en af de to modeller. Galaxy S3 må forventes at falde i pris, når Galaxy S4 kommer på gaden. Allerede nu står den i 3.300 kroner flere steder og den må forventes at falde yderligere mellem 500-700 kroner inden for nogle uger. Det betyder, at vi lander på en pris, der er omkring det halve af prisen for Galaxy S4.