Kommentar: Er den nye iPhone 3G S hot eller not?
På den ene side er det sørgeligt, at producenten bag en mobil i 2009 fremhæver, at den nu har MMS, copy-paste-funktion og 7,2 Mbit/s. Sådan noget har vi jo taget for givet i lang tid. På den anden side er den nye iPhone 3G S blevet en betydelig mere helstøbt mobil og dem, herunder undertegnede, der med rette har kritiseret iPhone for at have for mange mangler, må efterhånden ved at være tilfredse med iPhone.
Jeg er i hvert fald, sådan da – set med en helt almindelig mobilbrugers øjne, selvom mange af de nye forbedringer kan forekomme ret kosmetiske. At TomTom nu som den første GPS-producent kan levere kort til iPhone, er den umiddelbart vigtigste nyhed omkring lanceringen af iPhone. Ubegribeligt, at det skulle tage så lang tid. Nu håber vi bare, at kortene ikke bliver for dyre.
Kameraet på tre megapixel er også en vigtig forbedring. Springet fra to til tre megapixel er væsentligt, mere væsentligt end fra tre til fem, eller fem til otte. Det er dog skuffende, at der ikke er blevet plads til en rigtig blitz.
iPhone havde et hurtigt styresystem tidligere, så det bliver interessant at se, hvad det betyder for den, nu hvor den angiveligt skulle blive dobbelt så hurtig. Det skulle dog betyde bedre 3D-grafik. De flotteste spil er i forvejen lavet til iPhone, så det blive interessant at se, hvad der sker på den front.
Derudover har den nye iPhone 3G S så også fået videooptagelse, stemmestyring, kompas, copy-paste-funktion på kryds og tværs mellem funktioner, MMS, søgefunktion, tastatur i landscape, deling af telefonens 3G med ens computer til surf og 32 GB hukommelse.
Telefonen mangler stadig FM-radio, rigtig ærgerligt i mine øjne og der er stadig tale om en ret stor og kluntet telefon på 135 gram. Det havde været interessant at se Apples bud på en traditionel candybar-mobil, men den må vi vente på til en anden god gang.
Mange af de funktioner, som den nye iPhone 3G S har, er jo old news, for at sige det mildt, flere kalder den allerede for “forældet bras”. Så hvorfor skal konkurrenterne bæve i buksebagen? Det skal de set i lyset af den interesse, der har været for iPhone siden lanceringen af den første model for to år siden. Den gang var den funktionsmæssigt håbløst bag ud, og det blev kun lidt bedre med 2’eren. Nu har 3’eren så fået mange af de funktioner, som er blevet efterlyst fra mange sider.
Funktionsmæssigt er der derfor ikke så meget at savne for en helt almindelig mobilbruger. En rigtig seriøs hurdle er dog prisen: Op mod 5.000 kroner for en telefon er mange penge og mange af de ovennævnte funktioner kan man få i telefoner til en langt lavere pris. Man får bare ikke brugeroplevelsen og de mange programmer fra App Store, som er med til at give telefonen en lang levetid.
Heldigvis har konkurrenterne ikke ligget på den lade side: Windows Mobile 6.5 ser fantastisk spændende ud og Android kommer også til at skabe store forandringer på mobilmarkedet og vi skal jo heller ikke glemme Symbian.
Som sagt, jeg er efterhånden godt tilfreds med iPhone i dens nye klæder, men skal jeg op i iPhones prisleje, vil jeg stadig hellere have fingre i modeller som Nokia N97, HTC Touch Pro 2, Samsung Omnia 2, Sony Ericsson Idou og de kommende Android-telefoner. Og med de mange nye app stores, der vælter frem, har Apple i hvert fald ikke længere eneret på en af de få ting, der gjorde iPhone unik.
Opfølgning:
Vores redaktion har fulgt udviklingen. Her er de efterfølgende historier. Redaktionen kunne ikke slippe temaet. d. 30/11/1999 dykkede vi igen ned i emnet med et indlæg omkring Kommentar: Er den nye iPhone 3G S hot eller not? – Læs den her. Emnet er absolut ikke dødt. Klik her for at læse de seneste nyheder..