Kommentar: Hvad skal vi med et smartwatch fra Apple, Google og Samsung?
De sidste par år har de store IT-virksomheder kæmpet en blodig kamp på smartphone-fronten, men nu kommer turen snart til smartwatch-fronten, altså smarte ure, der kan mere end blot at vise klokkeslæt og dato.
Men hvorfor er det lige, at giganter som Apple, Google og Samsung tror, at vi almindelige forbrugere pludselig vil synes, det bare er det hotteste med et opkoblet ur? Ure som Sony Ericsson Bluetooth Watch var i hvert fald ingen succes for undertegnede og jeg tvivler stærkt på, at de har spædet positivt til budgettet hos Sony Ericsson, den gang Sony hed det.
Uret var grimt og klodset og det var ærlig talt ikke specielt smart eller praktisk at kunne se på sit ur, at man havde en ulæst sms liggende på mobilen.
Og det er ærligt talt stadig ret svært at se, hvad et smart ur skal bidrage med. Vi har jo allerede en smartphone, der vil kunne alt det, som et smartwatch formentlig kan – og formentlig på en langt mere brugervenlig måde.
Apple skulle angiveligt have sat 100 folk til at udvikle deres iWatch, og når man læser om forventningerne til uret på nettet, så er det ikke prangende ting, det vil kunne. Okay, det bliver formentlig rigtig lækkert, men hvis det kun kan fortælle, at man har modtaget en sms eller et opkald på sin smartphone, ja så skal Apple ikke regne med, at jeg graver dybt i mine lommer for at få fingre i sådan et ur.
Der bliver også spekuleret i, at et smartwatch vil åbne op for muligheden for helt at undgå de mange brugernavne og kodeord, vi alle går rundt og taster ind dagligt. Helt præcis, hvordan den løsning skulle fungere, bliver ikke rigtig uddybet, men det lyder interessant. Så ville jeg i hvert fald overveje at kigge nærmere på sådan et ur.
En tredje ting, som et smartwatch også vil kunne bruges til, er at alarmere, hvis du kommer for langt væk fra din mobil.
Men der er andre ting, det kunne være sjovere og mere praktisk at bruge sit smarte ur til.
Vi har allerede set flere eksempler på smarte træningsure, der måler kalorieforbrug, antal kilometer man har løbet plus andre træningsbetingede funktioner.
Man kunne også spekulere i, at en smartwatch kunne bruges som fjernbetjening til Apple TV, Google Tv eller Samsung SmartTV.
Et smartwatch fra især Google og Apple kunne man også forestille ville kunne bruges til at vise vej, altså til GPS-navigation.
Et smartwatch kunne også let få plads til masser af hukommelse, så det kunne bruges som musikafspiller eller som USB-stik. Det skulle nok være muligt at få plads til et micro-USB på sådan et ur.
Alt efter størrelse og design, kunne man også sagtens forestille sig, at et smartwatch kunne bruges til at vise flybilletten frem på, eller i hvert fald koden, der skal skannes af flypersonalet.
NFC kunne også være en mulighed, så man kunne bruge uret til at betale med i butikken.
Problemet eller udfordringen om man vil for Apple, Google og Samsung, er bare, at alt det, som et smartwatch kan, det vil en smartphone formentlig også kunne – og som nævnt tidligere i artiklen, så vil en smartphone formentlig kunne gøre det langt mere brugervenligt takket være den større skærm.
De sidste mange år har rigtig mange i min omgangskreds i øvrigt ganske enkelt droppet deres ur, da de jo altid har deres mobil eller smartphone på sig – og den er som bekendt ganske udmærket til at vise tiden!
Så hvad skal vi egentlig med et smartwatch, hvad enten det er fra Apple, Google eller Samsung? Ja mine forventninger er sat lavt, når det gælder et smartwatch, men så kan det jo være, jeg bliver positivt overrasket…
Men måske det bare er mig, der er galt på den – måske et smartwatch rent faktisk er lige netop det nye produkt, som jeg ikke vidste, jeg bare stod og manglede? Hvad siger du, er du klar til et smartwatch?
Hvis ja, hvorfor og hvad tror du, det vil kunne bidrage med i dagligdagen? Hvis nej, hvorfor ikke? Smid en kommentar herunder, så sender vi dem til Apple, Google og Samsung for at få en reaktion på dem.