Kommentar: Ingen iPhone – men hvad gør det?
I alt får vi med den kommende udgave af Lion, iCloud og iOS 5 over 500 nyheder fra Apple, men dømt ud fra de små håndfulde vi i går blev præsenteret for, er det svært ikke at syntes, at saften samlet er en smule tynd – der mangler ligesom en iPhone i formlen for den perfekte Apple-saft. Det var i hvert fald det første indtryk efter keynoten på WWDC.
Nogenlunde samme reaktion sendte tilhørerne i WWWDC-salen i Californien i retning af alverdens bloggere og skribenter. Der var meget høje bifald, men der var bestemt også latter og ind i mellem helt stille, når nye features blev rullet frem.
Skal vi starte i den ende, hvor bifaldene var kæmpestore, og hvor bølgerne nåede helt til Danmark, så er det en nyhed af de helt store, at vi nu bliver fri for at koble iOS-enhederne sammen med en computer og iTunes for at få ild under skærmene. Fremover bliver det muligt at åbne kassen, og så er man, efter at have oprettet et Apple ID, i gang.
Dermed bliver det muligt at nøjes med en iPad som eneste netadgang på hjemmeadressen – og så er det lige pludseligt ikke ret dyrt at komme i gang på nettet.
Notifikationsbaren, som man kan hive ned fra toppen af af iPhonens skærm (som vi kender det fra Android), er en anden fin feature, ligesom det bliver interessant, om man rent faktisk får taget Reminders-featuren i brug.
At det endelig er blevet muligt at bruge volumen-knappen til at tage billeder, og at kamera-delen i det hele taget har fået et stort løft, er bestemt heller ingen dårlig nyhed. Twitter-integrationen er da også en fin ny feature, men det fremkaldte kun en smule hånlig latter, da de nye planer for Game Center – den ret slagne spiltjeneste – blev fremlagt.
Og så er det vidst på tide, at vi lige vender os mod Google og Android. For er det det som om, vi på en eller anden måde har set mange af disse features før?
Man kan som Android-ejer allerede godt klare sig uden en computer, når bare man opretter en Gmail-konto, og med lidt teknisk snilde kan man synkronisere, streame og downloade alt i film, apps og musik. Mange Android-mobiler er udstyret med dedikerede kamera-knapper, og gennem diverse større widgets er det muligt at integrere ikke bare Twitter, men også gøre Facebook til et omdrejningspunkt i mobilen.
Og så er det igen på tide at springe. For det er lige netop her, at Apple igen træder i karakter.
Jobs og drengene har nemlig samlet alle disse features, uden at man skal vælge for meget til og fra. Uden at man skal tage stilling dette og hint, så ligger mulighederne bare klar, når man starter iOS 5 op første gang. Igen viser Apple vejen frem, når det kommer til brugervenlighed, og med iOS 5 løfter de igen baren for kvaliteten af softwareindholdet i vores mobile enheder.
Det leder os hen til den anden store nyhed, som er livet i skyen. Med iCloud skal det være slut med at opdatere og synkronisere. Eller det vil sige, det skal være slut med at være noget, som vi skænker både tid og tanker. Det klares med iCloud automatisk, og selvom det på mange måder er en samling af elementer, vi kender fra DropBox, Google Docs, Picasa og Wimp eller TDC Play, så giver det bare lige en tand mere mening, når der står ’i’ foran skyen.
Gmail klarer i dag langt de fleste af mine behov på dette område, men der er ingen tvivl om, at en iCloud-integration, hvor mine mails, kontakter og kalendere på sekundet bliver opdateret, omgående vil blive et hit.
Igen samler Apple det hele, og selv Apple TV er klar til at tage imod mapperne med billeder og lyd, og der er i den grad kommet seriøst skub i perspektiverne med livet i skyen.
Især på musikfronten sker der noget afgørende. Hvor man jo nemt får noget købt på iPhonen, men aldrig lige får det lagt over på Mac’en derhjemme, og dermed aldrig får det lyttet ordentligt igennem. Det er slut nu, og fra start med iCloud synkroniseres alle online-køb med skyen og dermed med de øvrige enheder. Smart, selvom Apple her har lagt en betalingsdel, hvor man for 25 dollars om året kan rippe og lægge sine cd’er op i skyen – det kalder Apple for iTunes Match.
I første omgang virker det kun i USA, men der hersker stadig lidt uklarhed om, hvorvidt de 25 dollars er betaling for at få lov at rippe og lægge musik op i 1 år, eller om det er tilbagevendende årlig afgift, som vi må betale for at få lov at lagre vores rippede musik i skyen. Det er bestemt ikke uden betydning. I Apple pressemeddelelse står der: "iTunes Match will be available this fall for a $24.99 annual fee".
Vi har kontaktet Apple for at få afklaring på spørgsmålet, men de har ingen kommentarer til det, hvilket unægteligt gør, at den del lugter lidt.
Mange vil, med den manglende nye iPhone, nok betegne gårsdagens keynote, som en præsentation på det jævne, men hvorfor skulle Apple give os en ny telefon, når den nuværende topmodel stadig er den største sællert på markedet? Hvorfor ikke for en gangs skyld give os brugere mulighed for at holde liv i hardwaren, uden at den allerede efter få måneder er håbløst forældet. Apple har med iPhone 4 designet en smuk telefon, så hvad andet er naturligt end at opgradere indholdet, så brugerne kan få en endnu bedre oplevelse.
Jeg syntes, det er svært at se det nedslående, skuffende eller kedelige i gårdsdagens præsentation. I stedet er jeg glad for, at der er udsigt til at min telefon nu kommer til at kunne holde endnu længere. Jeg er yderst spændt på at se en kommende iPhone 5, men med gårsdagens opdateringer er ventetiden blevet en del mere udholdelig.
Efterfølgende nyt om emnet
Næste kronologiske historie om emnet finder du her. Redaktionen har bragt sagen videre. 6/6/2011 blev sagen bragt videre med en ny vinkling på emnet Ingen iPhone men masser af nyheder i iOS 5 – Den videre beretning kan læses her. Læs også seneste nyt om temaet ved at trykke her..