Kommentar: Vægen er våd, Ballmer
Selv om den iltre Steven Ballmer vel efterhånden har haft rig mulighed for at fyre den samme smøre af, så skulle der stadig trækkes på den støtte som de utallige promtere og skærme kunne biddrage med, da han mandag eftermiddag gik på scenen for at levere sin keynote på Mobile World Congress 2011. Men så udstrålede topchefen også den vanlige sikkerhed, som han plejer at have med bag lommerne i det store jakkesæt.
Auditoriet var pakket med mere eller mindre forventningsfulde journalister og branchefolk, som over en bred kam mere var kommet for at se giraffen end med forventningen om, at hr. Ballmer ville løfte sløret for flere store tiltag.
Og der var da også pænt langt mellem de gode snaps.
Blandt de første pointer, som Steve Ballmer sendte af sted mod os tilhørere, var meldingen om, at 93 procent af de brugere, der indtil videre har købt en Windows Phone 7, er glade – de er ’thrilled’, som han udtrykte det.
Twitter var en nyhed
Og alle disse glade brugere kan se frem til inden for meget kort tid at kunne downloade den første store opdatering af operativsystemet.
Hvor vi danskere tidligere på dagen kom op i det røde felt over meldingen om, at vi først til efteråret får en dansk opdatering, så handlede Ballmers keynote ikke ret meget om den danske delpakke. Han koncentrerede sig i stedet for om at sige, at alle WP7-brugere inden længe får mulighed for at integrere Twitter i den hub, som går under navnet Peoples Hub. Smart – ja, men vigtigt – nej ikke rigtigt og et godt integreret Twitter i et styresystem er i hvert en gammel nyhed.
I samme åndedrag fremhævede Ballmer også Windows Phone 7-telefonernes evne til med det samme at kunne dele billeder, når man har taget dem. Det kan nogle af konkurrenterne ikke, bemærkede han. I det hele taget var han glad for disse ’hubs’, som er det punkt, hvor det er nemmest at se forskel på WP7 og de resterende styresystemer. Fra disse hubs arbejder man i Microsoft hen mod at samle alle elementer, så man har alle sine sociale sites og mailprogrammer i en hub, mens man klarer alle sine Office-relaterede opgaver fra en anden hub. Smart – jo tak, men revolution – ikke rigtigt.
Skal man snakke om noget, der bare vejer lidt blandt de kommende opdateringer, så er det, at det endeligt bliver muligt at multitaske på telefonen, så vi ikke skal slukke for musikken, hver eneste gang, vi gerne vil bruge en tredjeparts-app.
Og ud af samme sti batter det selvfølgelig også ret meget, at man i løbet af 2011 vil få kørt Internet Explorer 9 ind som den foretrukne browser i WP7. Her overgav Ballmer ordet til den underdirektør Joe Belfiore, som forklarede, at man med browseropdateringen kan understøtte html5, og derfor vil kunne øge surfhastigheden betragteligt.
Endelig lidt kant
Efter et allerede kendt indlæg fra Nokias Stephen Elop, der ud over at genfortælle tankerne om det samlede Nokia-Microsoft-økosystem, blev der lukket op for noget, der mindede om lidt kant, da han mere end antydede, at det var Android, som hele samarbejdet handler om at kunne konkurrere med.
Endeligt lidt med gods i, men spørgsmålet er, hvor langt de to mastodonter er fra at kunne gøre noget reelt i den retning.
Seancen slutter igen hos manden i det store jakkesæt. Uden at lade øjnene forsvinde fra de utallige tekstbidder, fulgte Ballmer med en eller anden form for sikkerhed op på Elop, og antydede, at man nu i samarbejde med Nokia har fundet den formel, der vil kunne hamle op med fjenderne Google Android og Apple iOS.
Men har man det, eller er der for lang tid til, at Miccrosoft får fyret Windows Phone 7 ud af den globale affyringsrampe med lokalsprog verden over, eksempelvis dansk, det sker først til efteråret?
For mens Microsoft går og pusler med at integrere Twitter i styresystemet, lancere copy/paste og få styr på sprogene, så buldrer Android, som Microsofts nye bedste ven, Stephen Elop, har udråbt til at være hovedfjenden, altså bare ubørnhørligt af sted med imponerende styresystemer til smartphones og ikke mindst tablets. Og så skal vi jo heller ikke glemme, at Apple også snart banker på døren med både ny iPhone 5 og iPad 2.