Konceptmobiler fra Fujitsu
Der sker ting og sager på designfronten for tiden, når det gælder mobiltelefoner, men der er en lidt kedelig tendens til, at alle nye modeller skal ligne Motorolas banebrydende Razr-model. Nuvel, den er da rigtig lækker, men det er næsten for meget med alle de efterligninger. Nokia skal dog have ros for deres L’Amour-kollektion, der i det mindste forsøger noget nyt.
Derimod ser det ud til, at Japanske Fujitsu er godt på vej med mobiltelefoner, der går i nye retninger, og bedømt ud fra billederne her til højre, ser de ud til at blive rigtig spændende, og tegner godt for fremtidige mobiltelefoner. På en udstilling i Milano har de vist to modeller frem, som begge er bud på, hvordan fremtidens telefoner kan komme til at se ud.
Den ene model virker optimal til internetsurfing med en stor horisontal skærm, og den er desuden udrustet med fuldt tastatur, der ser ud til at være trykfølsomt.
Den anden model kan skydes i fire retninger, og uanset hvilken retning den skydes, dukker tastaturet op. Foran har den taster, der ser ud til at være beregnet til at styre musikken med.