Kopifri musik hos Telenor

Nordmændene har kunnet noget danskerne endnu må vente lidt på. Sonofons moderselskab Telenor har åbnet op for DRM-fri musik i deres musikbutik. Danske Sonofon vil holde skarpt øje med udviklingen.

Kopifri musik hos Telenor

Online-musiksalget har i lang tid været noget tilbagelænet. En del af skylden kan findes i musikfilernes beskyttelseformat, DRM (Digital Rights Management), som mange aktører dog også prøver at komme af med. Seneste kriger er Sonofons norske moderselskab Telenor, der nu helt vil til at sælge DRM-fri musik.

Med DRM-fri musik slipper man for begrænsningerne, når man lovlydigt køber musik på nettet. Man kan enkelt overføre musikfilerne fra computer til computer eller over på en musikafspiller. Norske Telenor vil til at sælge DRM-fri musik fra deres musikbutik, med musik fra både Universal, Phonofile og EMI. Det betyder at omkring en halv million sange vil være uden DRM-beskyttelse. Yderligere vil Telenor også sætte lydkvaliteten i vejret.

Herhjemme har Sonofon endnu ingen aktuelle planer om at gøre det samme. Men pressechef hos Sonofon Peter Glüsing oplyser, at de "selvfølgelig følger udviklingen i Norge med stor interesse." Sonofon har et samarbejde med andre aktører omkring musiksitet Box.dk, hvor der skulle være et bagkatalog på mere end 4 millioner sange.

Så indtil videre må danskerne vente lidt endnu på DRM-fri musik, men med det norske tiltag, er vi rykket den nemmere fremtid nærmere.