Korte bånd på iPad-abonnenter
På Apples danske hjemmeside kan man fra midnat bestille sin iPad. Det er der sådan set ikke noget specielt i, men fra kilder i telebranchen lyder det, at det bliver en lancering og et salg, som vi i Danmark ikke tidligere har set hos Apple.
Det forlyder nemlig, at Apple vil sælge iPads med mulighed for et tilvalg af simkort hos den udbyder, som man gerne vil have. Når man har klikket af i boksen med teleudbyderen, bliver iPad og simkort efterfølgende sendt hjem til køberen, der dermed ikke behøver nogen kontakt med teleselskabet for at få fingre i en iPad 3G med dataabonnement.
Stor prisforskel på iPad-tilbud
Mobiloperatørerne får heller ikke lov til at binde kunderne til deres nyindkøbte iPad længere end 30 dage, så længe den bliver købt gennem Apples netbutik, og dermed bliver der tale nogle helt nye dataabonnementer fra de forskellige udbydere.
Hos Telenor kommer man med to abonnementer, som kommer til at koste henholdsvis 99 og 149 kroner i måneden. For det kan brugeren surfe og downloade henholdsvis 1 GB og 5 GB på 3G netværket.
Telia kommer ligeledes med to abonnementer, der på hver sin måde henvender sig til storforbrugeren og den mere sparsommelige af slagsen.
Begge tilbud findes allerede som tilbud til Telias tabletter.
For 29 kroner i måneden kan man købe 200 MB download, og for 99 kroner får man adgang til at surfe for op til 5 GB. Overstiger man den lille grænse på 200 MB stiger prisen til maksimale 95 kroner for den billige løsning, mens der lukkes ned for hastigheden, hvis man som bruger af det store abonnement overstiger et forbrug på 5 GB.
Den største danske udbyder TDC ønsker ikke at oplyse noget om priserne på de kommende iPad-abonnementer, og hos udbyderen 3 har det endnu ikke været muligt at indhente de kommende abonnementspriser.
Ingen iPads hos operatørerne
Ved udelukkende at sælge iPads med abonnement fra Apple.dk har giganten bag i højere grad styr på den samlede danske efterspørgsel, og intet tyder på, at der lige foreløbigt bliver lavet om på den del.
At operatørerne dermed ikke umiddelbart får del i det store sstartsalg, er selvfølgelig en bet, men hos Telenor har man affundet sig med situationen, og pressechef Peter Glüsing håber, at man i fremtiden får lov at sælge den populære tablet i en af operatørens 200 fysiske butikker.
”Vi håber meget, at vi får lov at sælge iPads i vores butikker, men vi ved endnu intet om, hvornår det kommer til at kunne lade sig gøre,” siger Peter Glüsing, der dog også har forhåbninger om, at det kommer til at ske i løbet af 2011.