Kraftværk på vej fra Asus

Asus ser ud til virkelig at mene det med mobiler alvorligt. Vi har nemlig set flere spændende modeller fra dem på det seneste, og nu ser de ud til at være på vej med endnu én, der har en hidtil uset og særdeles hurtig processor.

Kraftværk på vej fra Asus

Mens HTC stadig sidder tungt på markedet for mobiler med Windows, er der flere andre producenter, der også begynder at røre på sig med spændende modeller med Windows Mobile. Blandt dem er Asus, der nu ser ud til at være på vej med en ny og særdeles kraftfuld model.

Den nye model går under navnet Asus P565, og som en af de første mobiler i verden, hvis da ikke den første, er den udstyret med en Marvell Tavor-processor på hele 800 MHz, hvilket gerne skulle sikre en særdeles hurtig brugeroplevelse. Desuden har modellen Windows Mobile Professional 6.1 med Asus’ egen brugerflade ved navn Glide, ligesom skærmen er på 2,8 tommer, og har en opløsning på hele 480 x 640 pixel. Der er selvfølgelig også indbygget både turbo-3G og GPS i modellen.

Desværre er der ingen oplysninger om pris på Asus P565, men den skulle komme på markedet senere i år. Om det også inkluderer Danmark, vides dog endnu ikke.