Kvinde sagsøger Google efter gåtur på motorvej

En kvinde beskylder nu Google for at blive kørt ned, efter hun gik midt på motorvejen. Hun forlanger over en halv million kroner i erstatning.

Kvinde sagsøger Google efter gåtur på motorvej

Endnu en historie om, at det altid er smart at tænke sig om en ekstra gang i hverdagen, er nu dukket op. Specielt når man bruger GPS’er eller lignende elektroniske vejvisere.

Vi har adskillige gange hørt om folk, der er kørt forkert efter de har fulgt deres GPS’s instruktioner til punkt og og prikke. Nu er turen så kommet til en amerikansk kvinde, der var ude på en gåtur.

En kilometer på motorvej
Kvinden, Lauren Rosenberg fra Los Angeles, var i Utah, hvor hun brugte Google Maps på sin BlackBerry til at finde en rute til fods. Ruten inkluderede et stræk på en kilometer på en motorvej. Men det generede tilsyneladende ikke kvinden, der rask væk fulgte Google Maps’ instruktioner og spadserede af sted midt på motorvejen.

Rosenberg blev naturligvis kørt ned, og derfor har hun nu lagt sag an mod Google, og forlanger 100.000 dollars, eller hvad der svarer til lidt over 600.000 danske kroner, i erstatning. Hun sagsøger naturligvis også føreren af bilen.

Lektionen fra historien må være, at lige meget hvor smart moderne elektronik er, så er det altså stadig tilladt at bruge sin sunde fornuft.

Kilde: PCWorld