Kvinder skal beskyttes af mobiltelefon
Mænd, der slår deres koner og kærester, skal fremover ikke føle sig sikre mod opdagelse. Det er ideen bag en ny overfaldsalarm, som voldstruede kvinder nu gratis kan låne hos politiet.
Alarmen består af en mobiltelefon med indbygget GPS-modtager, skriver Jyllands-Posten. Så når kvinder føler sig truet eller direkte bliver overfaldet, så kan de via mobiltelefonen sende et alarmsignal.
Fordi telefonen har indbygget GPS, så kan politiet – der modtager alarmen – omgående se, hvor kvinden befinder sig.
I første omgang er der indkøbt 150 alarmtelefoner, som voldstruede kvinder kan låne på deres lokale politistation.