Læserdom: Sådan er Sony Xperia S
Første uge med Sony Xperia S ved Peter Lysgaard Jensen,
For en lille uge siden dumpede der en pakke ind af min dør her i det Midt- og vestjyske. Pakkens indhold var Sonys første mobil siden skilsmissen med Ericsson. En mobil, som jeg har haft ganske store forventninger til, lige siden jeg fik færden af den, omkring nytår.
Jeg har det meste Sony-grej: Tablet, kamera, TV og mangler så bare en telefon for at sætte prikken over i’et på min samling.
Min nuværende telefon, en Google Nexus One, har 2 år på bagen og jeg har derfor været meget spændt på at se, hvor langt Android-mobilerne har rykket sig, samt hvordan Sony har valgt at takle skilsmissen med Ericsson.
Har Sony mon valgt at starte fra scratch eller bare køre videre på de samme skinner, lagt i samarbejde med Ericsson? De første Sony-Ericsson mobiler med Android var efter min mening en kæmpe fadæse, da deres eget UI var ALT for tungt oven på det ellers ganske flydende Android.
Dette dræbte simpelthen brugeroplevelsen!
Jeg har så hørt og læst ganske gode anmeldelser af deres nyere Xperia-modeller, men ægteskabet med Ericsson har nok skræmt mine spareskillinger en kende for meget til, at jeg har været villig til at springe på Xperia-vognen, indtil nu!
Allerede med det samme, da jeg pakkede mobilen ud af æsken, blev jeg positivt overrasket, for designet sender de samme signaler som Sonys Tablet S: Her er der altså noget helt andet, end det du er vant til at se på!
Xperia S var ved første øjekast en STOR telefon, men jeg vænnede mig hurtigt til størrelsen. Tilvænningen bliver hjulpet godt på vej af fordelene ved den store skærm på 4.3”, som med en opløsning på 1280×720 er eminent til webbrowsing og læsning af mine mange indkommende mails!
Jeg har simpelthen fået et langt bedre overblik end det, jeg er vant til på min nuværende Nexus Onetelefon, hvor jeg nærmest får mindre klaustrofobiske oplevelser, når jeg læser mails. Det føles alt for småt og uoverskueligt, når større reklame- og informationsmail tikker ind. Det gør desværre telefonens mail-app til en nødløsning!
Dette er dog ikke tilfældet med Xperia S, som bare med en højere opløsning gør mail app’en til et super alternativ til min PC.