Læsernes dom: 2. uge med Samsung Galaxy Note
Anden uge med Samsung Galaxy Note, ved Emil Nygaard.
2. uge med Galaxy Note har ikke skåret ned på kommentarerne om størrelsen – og jeg har da endda også selv oplevet, at den var ved at flyve fra mig, da vinden pludselig fik fat i den!
I sidste uge nævnte jeg slet ikke, at der faktisk følger en stylus med til telefonen. Altså en pen, som man så kan tage ud og bruge til at trykke på skærmen med.
I den forgange uge har jeg prøvet i forskellige situationer at bruge denne pen til diverse opgaver – med blandet fornøjelse.
Android er som standard tydeligvis lavet til fingerbetjening, og derfor føler jeg det lidt dumt at sidde og navigere rundt på telefonen med en pen.
Læsernes første dom: Første uge med Samsung Galaxy Note
Samtidig føler jeg ikke at der er lige så god at navigere med som mine egne fingre. Den giver desuden nogle problemer alle steder, hvor man har behov for to fingre, f.eks. til pinch-to-zoom.
For nylig så jeg en reklame for Galaxy Note med Angry Birds. Af denne fremgår det at man kan tage et billede med kameraet, og straks begynde at tegne på det. Hvordan denne funktion aktiveres, vil jeg gerne vide – jeg kunne kun komme til at gøre det ved først at finde billedet, efter det er taget, trykke del, vælge Billededitor, og så vælge værtøjet ”Pen”.
Dog kan man ved at holde en ekstra knap på pennen, mens man peger på skærmen, tage et screenshot af skærmen, som man straks kan begynde at tegne på med pennen.
Det er en meget sjov feature, men jeg har indtil videre ikke kunne finde et reelt brug for at tegne på mine billeder.
Det er som sagt en Galaxy Note, og noter kan man da også skrive på den. Der medfølger som standard et fint lille program med gule notesblokke, hvor man med pennen kan skrive, som var det et stykke papir. Præcisionen er nogenlunde, og fungerer fint til bare at skrive lidt ting ned, og det ville til nøds sagtens kunne bruges i stedet for alm. papir/blyant.
De ekstra features som pennen giver er alt i alt ikke features, som jeg normalt ville få brugt – nok kun som en sjov party-gimmick. Det er derfor ikke den, jeg mener, der gør Galaxy Note til en bedre telefon.
Emil Nygaard, 21 år og læser softwareudvikling på IT Universitetet i København. Han har altid haft en interesse for teknik og IT, og har gennem de senere år fulgt meget med på mobil- og smartphone-scenen. Han deler en lille lejlighed med sin kæreste, hvor han har pakket alle former for teknik ind. Ofte bliver han nødt til at købe en dims, bare for at prøve den, se hvordan den virker og se hvordan han selv kan modificere den. Udover studiet arbejder han meget freelance med bl.a. web og anden generel IT-support.