Læsernes første dom: Sådan er Samsung Galaxy Note
Første indtryk af Samsung Galaxy Note, ved Emil Nygaard
Efter at have haft Samsung Galaxy Note som primær telefon i en uges tid nu, føler jeg mig godt klar til at give nogle første indtryk – og jeg kan lige så godt starte med elefanten i rummet.
For ja, den er stor – meget stor! Jeg er selv en glad ejer af Xperia Arc fra Sony Ericsson, som jeg egentlig anså som en stor telefon – men her efter en uge med Galaxy Note føles den som en tændstikæske, når jeg tager den i hånden igen.
I mine første dage med Note må jeg indrømme, at jeg bestemt mente, den var for stor som primær smartphone, men nu føler jeg, at jeg langsomt er ved at vænne mig til størrelsen, dog stadig med nogle barrierer.
Det kan lykkedes for mig at betjene telefonen med én hånd, og til nøds svare på en SMS, men hver gang jeg skal bruge knapper til venstre på skærmen, må jeg strække min tommelfinger så meget, at jeg næsten taber telefonen. Hertil skal det dog også siges, at mine hænder ikke er de største, så andre har måske bedre held!
Samsung spiller selv på det faktum, at Note rent faktisk er så stor, at den kan ses som en lille tablet – og jeg har da også fået indtil flere spørgsmål, om den var det ene eller det andet.
Af hvad jeg har erfaret indtil videre, vil jeg da også mene, at den vil kunne bruges som erstatning for en tablet i rigtig mange tilfælde.
Det bringer mig dog samtidig videre til mit næste punkt, nemlig styresystemet og softwaren fra Samsung.
Hvis man ikke allerede er klar over det, kører Galaxy Note med Samsungs egen tilpassede udgave af Android-version 2.3.6 – og det er her filmen knækker for mig.
Skærmen giver efter min mening rig mulighed for at give Note et strejf af en tablet, men det er desværre endnu uudnyttet potentiale. Dog kan jeg læse mig til, at den i fremtiden vil kunne opdateres til den nye Android Ice Cream Sandwich, som er beregnet til både telefoner og tablets. Det ville jeg glæde mig til at se, hvis det ikke var fordi telefonen desværre skal tilbage, når jeg er færdig med at teste den :-)
En stor mangel er dog på keyboardet, hvor der, på trods af den store skærm, ikke er blevet plads til et komma – det skal man finde under symboler. Umiddelbart kan man sige, at det virker som en lille detalje, men efter en uges brug kommer man hurtigt til at savne muligheden for at kunne tilføje et komma lige så hurtigt som et punktum eller mellemrum.
Ellers byder Galaxy Note ikke på de store overraskelser, hvis man har prøvet Android før.
Den kører flydende og hurtigt – og jeg har endnu ikke oplevet at måtte vente på noget der hang eller frøs – imponerende!
En stor skærm og en dual-core processor bruger meget strøm, men til gengæld har Samsung også udnyttet den ekstra størrelse til et stort batteri – på hele 2500 mAh!
Med smartphones forventer jeg aldrig flere dages batteritid, men jeg forventer, at jeg kan tage den fra opladeren, når jeg står op om morgenen, og ikke behøver at sætte den til før jeg går i seng igen – uanset om min sengetid er kl. 23 eller 05.
Det skal siges, at jeg ikke gør noget aktivt for at være ”flink” ved mit batteri – tværtimod:
– Jeg bruger altid kun min mobile dataforbindelse (3G), og aldrig WiFi
– Mails, Facebook, Twitter, Google osv. synkroniserer med mindst muligt interval
– Telefonen bliver brugt til at streame musik fra Spotify, og afspilles over mit bluetooth-headset
Udover disse ting bruger jeg selvfølgelig også telefonen til opkald, sms og at browse internettet.
På trods af disse ting har telefonen i skrivende stund 52 % batteri efter 13 timer og 36 minutter uden en oplader. Det må siges at være ganske imponerende, og jeg ville ikke være bange for at løbe tør for strøm, hvis jeg tog i byen nu.
Emil Nygaard, 21 år og læser softwareudvikling på IT Universitetet i København. Han har altid haft en interesse for teknik og IT, og har gennem de senere år fulgt meget med på mobil- og smartphone-scenen. Han deler en lille lejlighed med sin kæreste, hvor han har pakket alle former for teknik ind. Ofte bliver han nødt til at købe en dims, bare for at prøve den, se hvordan den virker og se hvordan han selv kan modificere den. Udover studiet arbejder han meget freelance med bl.a. web og anden generel IT-support.
Temaet er ikke slut
Næste kronologiske indslag i fortællingen kommer her. Redaktionen fulgte op på historien. 1/12/2011 kom der nyt i sagen med en artikel der stillede skarpt på Nyt magasin: Stor test-special i butikkerne nu – Følg det videre forløb her. Temaet er stadig aktuelt. Klik her for at læse seneste nyt..