Lag på lag i ny udgave af Google Maps
Google Maps til mobilen har tidligere kun handlet om kortvejledninger og simpel navigation fra et punkt til et andet. Med frigivelsen af version 3.2, som nu findes til S60 og Windows Mobile, kommer programmet til at handle om langt mere end blot det.
Lag på lag
I version 3.2 er det nemlig blevet muligt at vise forskellige funktioner som et særskilt lag ovenpå det sædvanlige kort. Disse lag inkluderer altså forskellige former for geografisk indhold, bl.a. offentlig transport, trafikoplysninger, lokale søgeresultater og Wikipedia artikler. Enkelte funktioner er fortsat forbeholdt enkelte lande, og trafikoplysninger virker f.eks. ikke i Danmark, men derimod i lande som England og Frankrig. Det er også muligt at få programmet til at virke sammen med Google Latitude, og på den måde få vist sine venner på kortet.
Man kan også selv oprette brugerskabte lag, og bruge disse sammen med programmet. På den måde kan man f.eks. markere specielle steder eller tilføje en speciel rute til et lag. Både denne funktion, som kaldes My Maps, og Latitude kræver brug af en Google-konto.
Google Maps understøtter adskillige aktive lag på én gang – praktisk, hvis man gerne vil holde styr på flere ting ad gangen.
Hent det her
Programmet er som sagt tilgængeligt til både Symbian S60 og Windows Mobile. Det er gratis, og fylder omtrent 1,2 megabyte. Du kan hente det ved at besøge www.google.com/gmm på din mobiltelefon.