Land Rover-mobilerne er landet
Tidligere på året testede vi her på Mobil Sonims særdeles holdbare model med navnet XP1. Faktisk skulle der en pistolkugle til at tage livet af den, da et fald på 10 meter og en tur i både ovn og fryser ikke kunne få bugt med mobilen.
Og holdbare mobiler sælger åbenbart godt. Sonim har i hvert fald netop lanceret to nye modeller, der også skulle være særdeles holdbare. Og netop holdbarheden ser ud til at være noget, som det kendte bilmærke Land Rover kan følge Sonim i. I hvert fald er de to nye modeller med navnene Sonim Land Rover S1 og Sonim Land Rover S2 G4 lavet i et samarbejde mellem de to firmaer.
De to nye modeller skulle komme ud i midten af 2009. Priserne kendes dog endnu ikke.