Lavpris-selskab sænker prisen på mobilt bredbånd
Prisen på bredbånd i Danmark er tydeligvis på vej ned. Og flere prisfald venter i år. Et af de første kommer fra Oister.
Oister ejes af 3 og sælger mobilt bredbånd på 3s net. Oister er et lavpriskoncept, så kunderne får kun adgang til hastigheder på op til 2 Mbit/s på 3s net, der ellers går op til 7,2 Mbit/s og 14 Mbit/s enkelte steder. Hos Oister sætter man nu prisen ned fra 199 kroner om måneden til 169 kroner.
Ifølge Oister så skyldes nedsættelsen, at man vil fejre en tilfredsstillende kundeundersøgelse med lavere priser. Men prisnedsættelsen skal også ses i relation til, at konkurrencen for mobilt bredbånd er ved at spidse til.
Hos Telmore kan man sikre sig et mobilt bredbåndsabonnement for 189 kroner om måneden. Det er godt nok kun med en hastighed på 1 Mbit/s.
Den samme hastighed tilbyder Fullrate, når firmaet om kort tid tilbyder mobilt bredbånd. Men her kan eksisterende Fullrate-kunder presse prisen helt ned på 149 kroner om måneden.
Så det er næppe sidste prisdyk på det marked i år.