Lenovo bygger tavlecomputer med Android

Den store kinesiske computerproducent Lenovo kan nu afsløre, at deres iPad-konkurrent kommer inden udgangen af i år.

Lenovo bygger tavlecomputer med Android

Apples tavle-computer iPad får inden udgangen af i år konkurrence fra verdens fjerdestørste pc-producent.

Kinesiske Lenovo fortæller, at deres helt egen tavlecomputer – også kaldet tablet – LePad, kommer på gaden senere i år.

Tavlencomputeren skal køre på Android. Det er et åbent styresystem til smartphones, og er drevet frem og udviklet af Google.

Samspil med mobil

Til nyhedsbureauet Reuters siger en talskvinde for Lenovo, at Android skal give udstyret interoperatibilitet med dets mobil, LePhone, som firmaet sælger i Kina.

– Vi ønsker, at vores tavlecomputer bliver kompatibel med vores LePhone smartphone. Det er derfor, vi bruger Android, siger talskvinden, Wu Hwa.

Stort marked
Lenovo, der har opkøbt IBM’s pc-afdeling, og nu står for serien af de bærbare computere Thinkpads, står specielt stærkt i Kina. PC World citerer analysefirmaet IDC for, at de forventer, at salget af tavlecomputere i Kina og Taiwan i 2011 vil være på en million og siden fire millioner i 2014.

Apple begynder at sælge firmaets tablet, iPad, i Hong Kong fra fredag i næste uge. Apple solgte 3,27 millioner iPads i andet kvartal.

Apples iPad er den mest hypede og bedst sælgende tavlecomputer indtil videre, men som Mobils søstermagasing ComON tidligere har beskrevet i en overbliks-artikel, er der et væld af konkurrerende produkter, hvoraf de fleste er under udvikling.