Lenovo køber Motorola
Googles tid som mobilproducent blev kortvarig. Efter spekulationer i nat kom der en officiel pressemeddelelse, hvor man tilkendegiver, at Lenovo køber Motorola af Google for 2,91 milliarder dollars, svarende til 15,96 milliarder kroner. Betalingen sker primært i rede penge, men en mindre del vil også være i form af Lenovo-aktier.
Det er kun 2,5 år siden, at Google købte Motorola for en betydeligt højere sum, nemlig 12,5 milliarder dollars, det der svarer til 68,55 milliarder kroner, men Google beholder ved salget en større del af den patentportefølje, som de fik med Motorola-købet. Lenovo får omkring 2.000 patenter samt licensrettigheder til de øvrige patenter.
Allerede da Google købte Motorola, blev det spekuleret i, at de primært gik efter Motorolas store patentportefølje og at de snart ville sælge selskabet videre eller lige frem nedlægge det. Ideen med Google som mobilproducent føltes aldrig helt rigtig, man tog en stor risiko med at støde Samsung fra sig, der umiddelbart efter begyndte at se sig om efter alternativer til Android.
Google brugte også andre producenter til at lave deres Nexus-mobiler og Motorolas mobilafdeling har hele tiden været et økonomisk tab for Google.
Lenovo er i dag en af verdens største mobilproducenter med en stærk position i Asien, og med opkøbet af Motorola får de nu også et stærkt brand i USA.
Google oplyser, at salget ikke påvirker selskabets andre hardware-projekter som Google Glass. Google beholder også Motorolas enhed for ”avanceret forskning”, hvor blandt andet Project Ara indgår.