LG afslører Android-tablet

Det næsten vrimler nu med kommende tablets med Googles styresystem Android. LG vil naturligvis også være med, og har nu løftet lidt af sløret for deres kommende model.

LG afslører Android-tablet

Der er i øjeblikket ikke forfærdelig mange valgmuligheder, hvis man vil have fat i en tablet, der vel bedst kan beskrives som en forvokset smartphone. Men det bliver der formentlig meget snart lavet om på. Mange producenter har allerede nu direkte eller indirekte afsløret, at de er på vej med en tablet, og sydkoreanske LG har nu løftet en del af sløret for deres kommende model på LG Dealer Days 2010 i Belgien.

Bliver i Optimus-linjen

LG’s tablet skulle få navnet LG Optimus Pad, hvorved LG altså ser ud til at genbruge deres Optimus-navn fra deres Android-mobiler, ligesom vi også har set Samsung vælge at bruge deres Galaxy-brand fra deres smartphones til deres kommende tablet.

LG har også vist et billede af den nye model, der dog ikke afslører så meget andet, end at den minder om de fleste andre tablets.

Bruger Android

Der blev tilsyneladende ikke afsløret specifikke detaljer om den kommende Optimus Pad, men LG påstår, at den bliver tyndere og lettere end konkurrerende tablets, at den vil bruge Android som styresystem, og at den i øvrigt vil have mange nye funktioner, der ikke før er set i en tablet.

Kilde: MultimediaWereld.be