LG BL40: Spektakulær skærm i LG BL40
Kameraet til videooptagelse optager i formater op til 640 x 480 pixel, og det er flot af en mobiltelefon, men inkluderer underligt nok ingen formater, der passer til den brede, udstrakte skærm. For skal man vise en film, man selv har optaget, direkte på skærmen, skal man klikke den op til udstrakt format, for at den skal fylde hele skærmen. Og det undgår man helst, eftersom det gør, at proportionerne bliver helt forvredne og forkerte.
Stor skærm er mindre
Det er faktisk kun med den forhåndsinstallerede lille filmtrailer, at vi ser film med skærmens eget format 21:9. Der følger Windows-software med til at konvertere eventuelle film, man har på sin computer, så de kan vises på telefonen. Problemet er dog, at film, du for eksempel køber på DVD, ikke altid er i formatet 21:9. En hel del af de nyeste film fra Hollywood leveres på DVD i begge formater, men langt fra alle. Skal man se en film på telefonen og virkelig fylde hele skærmen, indebærer det altså en hel del forhindringer på vejen, inden man når frem til målet. Så kan man jo også spørge sig selv, om telefonen duer til film. "Vil man se på film i denne telefon, er man dum i hovedet", som en af vores gode venner fra DVD-forretning i København udtrykte det. Der er noget rigtigt i den påstand, for skærmen er ikke så stor, som tommerne antyder. Grunden er helt enkelt, at måden til at angive størrelse i tommer er gunstig for aflange skærme, og det betyder, at for eksempel en iPhone-skærm på 3,5" reelt har større skærmflade end BL40-skærmen på 4,01". Man begynder altså at mistænke, om ikke det underlige skærmformat er for at få tommerne op over 4. Så er det en dum idé, og fordelene ved formatet, når man bruger telefonen, er meget begrænsede.
Spil og GPS skuffer
Den brede skærm kunne også være god til spil – desværre findes der os bekendt ikke mange andre spil specielt udviklet til BL40 end dem, der følger med i telefonen.
Også til GPS kunne den brede skærm være rigtig god. Wisepilot følger med og man får vejledning som i en rigtig prof GPS. Desværre gør skærmen ikke rigtig noget for oplevelsen.
Man kan nemlig ikke få kortene vist i bredformat, kun med telefonen stående – skærmen er for smal til at det bliver særlig godt. Ærgerligt, at det ikke er tilpasset bedre.
Mange funktioner
Uanset formatet er der mange funktioner i BL40. Kameraet er på fem megapixel, og musikafspilleren har albumbilleder og spiller i baggrunden, mens du laver andre ting med din telefon. Der er også 3,5 mm-stik til høretelefoner, hvilket er godt.
Det er let at skifte mellem forskellige programmer i telefonen, så man for eksempel kan surfe på nettet, samtidig med at man lytter til musik og hopper over til programmet, der viser de billeder, man har taget med kameraet. En knap længst nede på skærmen fører dig til et panel med aktive programmer, så man kan skifte rundt eller lukke dem ned, man ikke bruger. Når man hopper frem og tilbage mellem programmerne, er det let at komme til at efterlade programmerne åbne. Læser jeg en SMS, hopper jeg bare videre bagefter og mærker hurtigt, at telefonen siger stop, når man har fem forskellige programmer i gang. Når jeg skal skrive en ny adresse i webbrowseren, jeg har i gang samtidig med fire andre ting i baggrunden, nægter telefonen og siger, at for mange programmer kører samtidig. Andre gange siger den, at der ikke er mere hukommelse, men så har jeg færre ting i gang samtidig. Det kan ske, når man for eksempel tjekker en stor webside som et formiddagsblad.
Ingen flash i webbrowser
Webbrowseren klarer ellers de fleste sider, men ikke alle flashsider eller andre mere avancerede sider. Når en side hentes, zoomes den direkte ind til sidebredden. Ser jeg først på Mobils almindelige hjemmeside og skifter indstilling på telefonen til liggende visning, tilpasses indzoomningen. På almindelige store websider er det selvfølgelig smartest at se på siden liggende for at have en chance for at læse noget. Man zoomer ved hjælp af to fingre på skærmen, som man spreder eller samler, men responsen på skærmen er dårlig, så man må have en del tålmodighed.
Når det gælder mobile hjemmesider, kan man forestille sig, at den høje skærm er praktisk, hvilket den ofte er, men der er en del undtagelser. Nogle gange mislykkes webbrowseren med at zoome rigtigt ind og lægger i stedet det mobiltilpassede indhold i en tynd spalte længst til venstre på siden, hvilket effektivt ødelægger alle chancer for at læse. Det her lader dog til at ske tilfældigt, og næste gang du besøger samme side, kan det fungere fejlfrit.
Smart til beskeder
Ikke alle dele af menuerne og funktioner i telefonen er tilpasset den brede skærm, så man kan ikke få hele sin oplevelse med horisontal visning. Man er nogle gange nødt til at vende telefonen. Alligevel er en del funktioner tilpasset det brede format.
Beskedlisten vises for eksempel med en oversigt over beskederne i en spalte til højre. Der kan man se en klar pointe med den brede skærm. Et andet åbenlyst sted at bruge den er et tastatur i fuldt format. Det dukker op, når man vender telefonen om, og når man skriver, matches ordene hele tiden med en ordliste, så den retter det, når du rammer forkert på en tast. Man kommer ikke op på en lynhastighed, når man skriver, fordi skærmen reagerer så langsomt. Desuden er formatet på telefonen sådan, at det ikke er optimalt at holde den i to hænder og skrive. Til det formål er den helt enkelt lidt for tynd og bred til at give god støtte.
Udover de sædvanlige ikoner til at vælge og åbne programmer, kan man også bruge tegn på skærmen som genveje. Når telefonens skærmlås er på, man kan lave en af flere forudbestemte figurer med fingeren op skærmen. Dem kan man selv vælge, så man kan huske, at for eksempel et hjerte betyder beskeder, en halvcirkel betyder galleri eller lignende. Dog reagerer skærmen lidt sløvt, så man må tegne langsomt og tydeligt, for at skærmen skal kunne følge med.
Vi var ret begejstrede for BL40 første gang vi fik den i hånden, men efter længere tids test røg gassen desværre af ballonen.
Spørgsmål&svar
Hvor godt reagerer touch-skærmen?
Ikke godt. Man kan mærke, at den reagerer trægt og upræcist, når man skal bruge genvejene med skærmfigurerne, og når man bruger multi-touch i webbrowseren.
Hvilken nytte har jeg af 21:9-formatet?
Formentlig ikke ret meget. Kun nogle film, der findes på DVD, vises i 21:9-format, og skal du have filmen ind i computeren, skal der en del arbejde til.
Men hvordan føles den så i hånden?
Rent visuelt er den jo meget ren og simpel. Formatet som en fjernbetjening uden knapper gør, at den kan være lidt svær at tilpasse hånden, og når man skriver med den horisontalt. Dog god afstand mellem øre og mund.
Alternativer
Sony Ericsson Aino er en anden smart touch-mobil, hvor der desuden indgår 60 film i prisen.